Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
Jeg vil ligge våken i hele nat og tænke. Kanske træffer jeg
dig imorgen? Hvis du vil?
Ja imorgen. Jo jeg vill Når imorgen? Kan jeg komme klok-
ken otte?
Ja .... Vil du at jeg skal være i denne samme kjole?
Dette rørende spørsmål, hendes bævende mund, de to åpne
øine som så op på ham, grep ham, gik ham like til hjærtet.
Han svarte:
Kjære, søte barn, som du vil! Hvor du er god! .... Nei du
må ikke ligge våken inat, du må ikke! Tænk på mig og si
godnat og sov. Du er vel ikke rædd her alene?
Nei .... Nu blir du våt når du går hjem.
Også det tænkte hun på at han vilde bli våt!
Vær glad og sov godt! sa han.
Men da han allerede var kommet ut i gangen husket han
noget, han vendte sig om mot hende og sa:
Endnu ett som jeg glemte; jeg er ingen rik mand. Har’du
kanske trodd at jeg var rik?
Det vet jeg ikke, svarte hun og rystet på hodet.
Nei jeg er ikke rik. Men vi skal kjøpe os et hjem og hvad
mere vi behøver, så rik er jeg da. Og siden, eftersom tiden
går, skal jeg sørge for alt, jeg skal bære hver byrde, det har
jeg fåt mine hænder til .... Du er ikke skuffet fordi jeg
ikke er rik, vel?
Hun sa nei og fik fat i hans hænder som hun trykket endnu
en gang. Tilsist bad han hende om å stænge døren godt efter
ham og trådte ut på gaten.
Det øsregnet og var meget mørkt.
Han gik ikke hjem til hotellet, men tok veien ut til præste-
gårdsskogen. Han vedblev å gå i et kvarter; da mørket var
så tæt kunde han vanskelig skjelne noget. Endelig sagtnet
han sine skridt, gik avveien og fandt sig frem til et stort træ.
Det var et aspetræ. Her stanset han.
Vinden suser over skogen, regnet vedblir å strømme ned,
ellers er alting omkring ham dødt og stille. Han hvisker for
sig selv et par ord, et navn, sier Dagny, Dagny, tier og sier
det igjen. Han står ret op og ned ved træet og sier dette.
Om litt taler han høiere, han taler og sier Dagny med lydelig
røst. Hun har fornærmet ham iaften, utøst al sin foragt over
hans hode, han føler endnu i sit bryst hvert ord hun hadde
slynget ut, og allikevel står han her og taler om hende. Han
knæler ned ved træet, han tar sin lommekniv op og skjærer
i mørke hendes navn ind i stammen. Dette arbeider han med
i flere minutter, han føler sig frem, skjærer og føler igjen ind-
til han er færdig ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
