Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
har vandret om utenfor Deres hjem om nætterne for om mulig
å få se et glimt av Dem i et vindu, at jeg har ligget på knæ
her i skogen og bedt til Gud for Dem, jeg som ikke engang
tror videre på Gud. Ser De det aspetræ der? Jeg har valgt å
stanse netop her nu fordi netop ved den asp har jeg ligget
flere nætter på knæ, opløst i fortvilelse, dum og fortapt, bare
fordi De aldrig kom mig ut av tankerne mere. Herfra har jeg
sagt godnat til Dem hver kvæld, jeg har ligget og bedt vinden
og stjærnerne om å hilse Dem og jeg tror De må ha følt det
isøvne.
Hvorfor har De nu gåt og sagt mig alt dette? Vet De da
ikkeiatjep
Jo, jo! avbrøt han overordentlig bevæget. Jeg vet også hvad
De vilde si: at De er en andens for længe siden og at jeg altså
er en uhæderlig person som trænger mig ind nu bakefter når
det er forsent — hvorfor skulde jeg ikke vite det? Ja hvorfor
har jeg så sagt Dem alt dette? Nuvel, for å påvirke Dem, for
å gjøre indtryk på Dem og få Dem til å tænke over det. Ved
Gud, jeg taler sandhet nu, jeg kan ikke andet. Jeg vet at De
er forlovet, at De har en kjæreste som De er glad i, og at jeg
altså ingenvegne kan komme; ja, men allikevel vilde jeg prøve
å påvirke Dem litt, jeg vilde ikke opgi alt håp. Tænk Dem
den tanke: å opgi alt håp, så vil De kanske forstå mig bedre.
Når jeg før sa at jeg intet ventet å opnå så løi jeg jo. Jeg sa
det også bare for å berolige Dem foreløpig og vinde tid så De
ikke skulde bli altfor angst med en gang. Kjære, snakker jeg
galt? Jeg mener ikke å si at De nogensinde har latt mig håpe
noget og jeg har virkelig heller ikke indbildt mig at jeg kunde
stikke nogen ut. Ak, det har aldrig faldt mig ind engang. Men
jeg har i trøstesløse timer tænkt ved mig selv: ja, hun er forlovet
og hun reiser snart, farvel; men hun er jo ikke absolut tapt
endnu, hun er ikke allerede reist, ikke gift, ikke død; hvo vet!
Og når jeg forsøkte alt så kanske var det endnu tid! De er blit
min stadige tanke, min tvangstanke, jeg går og ser Dem i alle
ting og jeg kalder alle blå elver Dagny. Jeg tror ikke det har gåt
en eneste dag i disse uker uten at jeg har tænkt på Dem. Det
kan være ganske det samme hvad tid på døgnet jeg går ut
av hotellet, såsnart jeg åpner døren og stiger ut på trappen
farer det håp igjennem mit hjærte: kanske møter du hende
nu! og jeg ser mig om efter Dem allevegne. Nei jeg forstår
det ikke nu, jeg har ingen råd med det. Tro mig, har jeg nu
overgit mig så har jeg allikevel ikke overgit mig uten mot-
stand. Det er jo dog ikke opmuntrende å vite med sig selv at
ens anstrængelser er sørgelig spildte og man allikevel ikke kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
