Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
vel mulig. Menneske, dit navn er æsel! Man kan æsellede dig
frem efter næsen hvorhen man vil.
Det stikker for eksempel en liten flaskehals op av min veste-
lomme der borte. Det er medicin, det er blåsyre, jeg gjemmer
den for kuriositetens skyld og har ikke mot til å bruke den.
Hvorfor bærer jeg den da og hvorfor har jeg anskaffet den?
Humbug det også, bare humbug, moderne dekadencehumbug,
reklame og snobberi. Tvi .... Så skjær og fin som postelin, hun
er min sykdoms melesin ....
Eller ta en så uskyldig ting som min redningsmedalje. Jeg
har hvad man kalder ærlig fortjent den, man fusker i noget av
hvert, man redder mennesker. Men Gud vet om det i virkelig-
heten var nogen fortjeneste av mig. Døm selv, mine herrer og
damer: Der står en ung mand ved rellingen, han gråter, hans
aksler ryster, når jeg taler til ham ser han på mig med et for-
styrret ansigt og piler pludselig ned i salonen. Jeg følger efter,
manden er allerede gåt tilkøis. Jeg undersøker passagerlisten,
finder mandens navn og ser at han skal til Hamburg. Det er
første kvæld. Jeg holder fra nu av stadig øie med ham, jeg
overrasker ham på uventede steder og ser ham ind i ansigtet.
Hvorfor gjør jeg det? Mine herrer og damer, døm selv! Jeg ser
ham gråte, han pines gruelig av noget og skuer ofte med gale og
henrykte miner ned i dypet. Hvad vedkommer det mig? Nei
ganske visst, og derfor døm selv, gener Dem ikke! Et par dager
går, vi har motvind og høi sjø. Om natten klokken to kommer
han agterut, jeg ligger der allerede i skjul og iagttar ham,
månen gjør hans ansigt gult. Hvad så? Han vender sig hit og
dit, strækker armene op og hopper overbord, med benene foran.
Et skrik er han dog ikke istand til å tilbakeholde. Angret han
sin beslutning? Blev han angst i siste øieblik? Hvis ikke, hvor-
for skrek han da? Mine herrer og damer, hvad vilde De ha gjort
i mit sted? Jeg overlater det fuldstændig til Dem. Kanhænde
vilde De ha respekteret det ærlige, skjønt litt svigtende mot hos
en ulykkelig og ligget stille i Deres skjul, jeg derimot brøler
op til kapteinen på broen og går overbord jeg også, og av bare
hastværk går jeg endog med hodet foran. Jeg basker som en
rasende mand, jeg vasser om i alle retninger og jeg hører at
oppe på skibet ropes det med tordenrøster. Så støter jeg pludse-
lig mot hans ene arm, den er utstrakt og stiv, med sprikende
fingrer. Han stamper litt med benene. Godt, jeg tar ham i nak-
ken, han blir tyngre og tyngre, han lægger sig på latsiden og
stamper ikke mere; tilsist rykker han endog i, for å komme løs.
Jeg hvirvler rundt med ham, sjøen går høit og slår vore pander
sammen og det sortner for mine øine. Hvad skulde jeg gjøre?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
