Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
bruke hans bord engang, men slå mig ned på en stol ved døren
og være glad til. Jeg folder hæftig papirerne ut på mine knær.
Nu gik det i flere minutter aldeles utmærket. Replik efter
replik opstod fuldt færdig i mit hode og jeg skrev uavbrutt.
Jeg fylder den ene siden efter den andre, sætter avsted over
stok og sten, klynker sagte av henrykkelse over min gode stem-
ning og vet næsten ikke av mig selv. Den eneste lyd jeg hører
i denne stund er min egen glade klynking. Det faldt mig også
ind en såre heldig idé med en kirkelokke som skulde smælde
i å ringe på et visst punkt i mit drama. Alt gik overvældende.
Så hører jeg skridt i trappen. Jeg skjælver og er næsten fra
mig selv, sitter sågodtsom på sprang, sky, var, fuld av angst
for alle ting og ophidset av sult; jeg lytter nervøst, holder
blyanten stille i hånden og lytter, jeg kan ikke skrive et ord
mere. Døren går op; parret nede fra stuen træder ind.
Endnu før jeg hadde fåt tid til å be om undskyldning roper
værtinden aldeles himmelfalden:
Nei Gud trøste og hjælpe mig sitter han ikke her igjen!
Undskyld! sa jeg, og jeg vilde sagt mere, men kom ikke
længer.
Værtinden slog døren op på vid væg og skrek:
Går De nu ikke ut så Gud fordømme mig henter jeg ikke
politiet!
Jeg reiste mig.
Jeg vilde bare si farvel til Dem, mumlet jeg, og så måtte
jeg vente på Dem. Jeg har ikke rørt nogen ting, jeg sat her
på stolen....
Ja det gjorde ingenting, sa styrmanden. Hvad fan gjorde
det? Lat manden være, han!
Da jeg var kommet ned i trappen blev jeg med en gang
rasende på den tykke, opsvulmede kone som fulgte mig i
hælene for å få mig hurtig væk og jeg stod et øieblik stille,
med munden fuld av de værste klængenavne som jeg vilde
slynge mot hende. Men jeg betænkte mig i tide og tidde, tidde
av taknemmelighet mot den fremmede mand som gik bak
hende og vilde kunne høre det. Værtinden fulgte stadig efter
mig og skjældte ustanselig, mens samtidig mit sinne tiltok for
hvert skridt jeg gik.
Vi kom ned i gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu over-
veiende om jeg skulde gi mig av med værtinden. Jeg var i
denne stund ganske forstyrret av raseri og jeg tænkte på den
værste blodsutgydelse, et tryk som kunde lægge hende død
på stedet, et spark i maven. Et bybud går forbi mig i porten,
han hilser og jeg svarer ikke; han henvender sig til madamen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
