Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
terland. Jeg krympet mig ved det og jeg sa hele tiden til
mig selv at det gik ikke an, men jeg gled dog fremover og
nærmet mig stadig det forbudte sted. Visst var det ynkelig,
indrømmet jeg mig selv, ja det var forsmædelig, rigtig for-
smædelig var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg var ikke det
ringeste hovmodig, jeg torde si så stort et ord at jeg var et av
de minst kjæphøie væsener som dags dato var til. Og jeg gik.
Jeg stanset ved porten og overveiet endnu en gang. Jo det
fik gå som det vilde, jeg måtte våge det! Hvad var det egentlig
for en bagatel det dreiet sig om? For det første skulde det jo
vare bare i nogen timer, for det andet skulde Gud forby at
jeg nogensinde senere tok min tilflugt til det hus igjen. Jeg
gik ind i gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne stener
på gårdsplassen var jeg usikker og hadde nær vendt om ved
døren. Jeg bet tænderne sammen. Nei ingen utidig stolthet! I
værste fald kunde jeg undskylde mig med at jeg kom for å
si farvel, ta ordentlig avsked og gjøre en avtale angående min
lille gjæld til huset. Jeg åpnet døren til forstuen.
Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Like foran mig, bare
i to skridts avstand, stod værten selv, uten hat og uten frak,
og kikket ind gjennem nøkkelhullet til familjens egen stue.
Han gjorde en tyst bevægelse med hånden for å få mig til
å være stille og kikket atter ind gjennem nøkkelhullet. Han
stod og lo.
Kom hit! sa han hviskende.
Jeg nærmet mig på tærne.
Se her! sa han og lo med en stille, hidsig latter. Kik ind!
Hihi! Der ligger de! Se på gammeln! Kan De se gammeln?
Inde i sengen, ret under Kristus i oljetryk og like mot mig,
så jeg to skikkelser, værtinden og den fremmede styrmand;
hendes ben skinnet hvite mot den mørke dyne. Og i sengen
ved den andre væggen sat hendes far, den lamme olding, og
så på, lutende over sine hænder, sammenkrøpen som sædvan-
lig, uten å kunde røre sig ....
Jeg vendte mig mot min vært. Han hadde den største møie
med å avholde sig fra å le høit. Han holdt sig over næsen.
Så De gammeln? hvisket han. Å Gud, så De gammeln? Han
sitter og ser på! Og han la sig igjen ind til nøkkelhullet.
Jeg gik bort til vinduet og satte mig. Dette syn hadde ubarm-
hjærtigen bragt uorden i alle mine tanker og vendt op ned
på min rike stemning. Nå, hvad vedkom det mig? Når man-
den selv fandt sig i det, ja endog hadde sin store fornøielse
av det så var det ingen grund for mig til å ta mig det nær.
Og hvad oldingen angik da var oldingen en olding. Han så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
