Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 50 —
het, med prestenes kaste. Den videnskabelige abstraktion er derets
gud, de levende og virkelige individualiteter deres ofre, og de selv
dc indviede og autoriserte offerbringere.
Videnskapen kan ikke komme ut av abstraktionernes kreds. I
denne henseende staar den uendelig under kunsten, som
ogsaa egentlig bare har at gjøre med almindelige typer og
almindelige situationer, men som ved en færdighet som er eiendommelig
for den, forstaar at legemliggjøre dem i former, som, selv om de
ikke er levende i det virkelige livs betydning, allikevel i vor fantasi
fremkalder følelsen av dette liv eller erindringen om det; den
individualiserer paa en maate de typer og situationer som den
undfanger, og ved hjælp av disse individualiteter uten kjøt og blod, og
derved blivende eller udødelige, som den formaar at skape,
gjen-kalder den i vor erindring de levende, virkelige individualiteter, som
fremstaar og forsvinder for v ’re øine. Kunsten er saaledes paa en
maate en tilbakevenden fra abstraktionen til livet. Videnskapen
er derimot den vedvarende ofring av det flygtige, forbigaaende,
men virkelig’e liv paa de evige abstraktioners alter.
Videnskapen er like litet istand til at gripe en mands
individualitet som en kanins. Det vil si. den er like likegyldig for den ene
som for den anden. Det er ikke det at den ikke kjender
individualitetens princip. Den forstaar individualiteten fuldkommen som
princip, men ikke som faktum. Den vet meget vel at alle dyriske
arter, deri indbefattet mennesket, alene har virkelig tilværelse i
et uendelig antal individer som fødes og dør, og derved gjør plads
for nye like forbigaaende individer. Den vet, at eftersom man
hæver sig fra de lavere arter til de høiere arter, blir
individualitetens princip mere bestemt, individene viser sig mere
fuldstændige og friere. Den vet endelig, at mennesket, det sidste og
fuldkomneste dyr paa denne jord, frembyr den fuldstændigste og mest
bemerkelsesværdige individualitet,, paa grund av dets evne til at
forstaa og gjøre konkret, personifisere paa en maate den
almindelige lov i sig selv og i sin tilværelse, baade den sociale og den private.
Naar den ikke er fordærvet av doktrinarisme, det være sig teologisk,
metafysisk, politisk eller juridisk, eller bare av et snevert
videnskabelig ho mod, og- naar den ikke er død for livets umiddelbare længsler
og instinkter, vet den, og det er dens sidste ord, at agtelse for men-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
