Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Salonboyen vrir sig løs og dasker efter
Benjamin med sin fete, bløte haand.
— Slik en gutunge, sier han forarget. — Nei,
nei, nei! saameget du vet det! Der er ikke noget
brev til dig.
XVII.
Benjamin raver ind i ruffen og lægger sig op
f køien. Tanken er lammet, han forstaar
ingenting længer. Ikke brev, nei der var ikke noget
brev til ham. Han er syk, han har faldt paa en
frossen vel og hans ansigt er gnuret av blod og
sand. Men Eva som lovte... Jeg skal skrive
hvor glad jeg er i dig, hadde hun sagt den sidste
kvelden. Og nu var der ingenting, ingenting.
Litt efter litt stiger der en grænseløs
bitterhet mot Eva op i ham. Han husker alt hvad han
har hørt om hende, han ser uhyggelig skarpt
hver enkelthet i deres tre dage. Og for første
gang forstaar han hvorledes hun virkelig er.
Det er ham som har digtet en skjøn drøm og
kaldt den Eva, selv er hun ikke til. Hun selv er
bare en ung pike, som har sans for det pudsige,
livets smaa ting! Tre dage sammen med en
ung mand som skal tilsjøs, det er netop et point
for hende.
— Hvor skal du hen Eva? spør moren. Aa det
er denne letmatrosen min, svarer hun, nu er
jeg en sjømands brud, ser du. Og hele familien
nyter hendes smaa kvikheter om lettmatrosen
min.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
