Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
325
»Sig ikke det, min kjære Herre! det hører jo Navnet Rud til at trodse og
besejre Faren.*
»Ulykkeligvis trues vi i dette Øjeblik af en endnu større Fare,* ytrede Fru
Elsebeth, »en Fare, hvoraf alene eders Kløgt og Snildhed er istand til at frelse os,
idetmindste efter min Datters Formening, og derfor sendte jeg Bud ned efter Eder.*
Hun standsede, som om hun ventede at høre en Ytring af Erkjendtlighed for
denne Gunst. Svend tav.
»Da jeg i August Maaned ved Svenskens uformodede Tilbagekomst flygtede
fra min Svigerinde, Fru Gyldenstjerne paa Søholm, skjulte vi vore værdifuldeste
Smykker tillige med Sølvtøjet og en ikke ubetydelig Pengesum paa Gaarden. Det
har siden ikke været os muligt at faa det tilbage, medens Faren for, at Skjulestedet
skal blive opdaget, daglig forøges ved de hyppige Gjennemmarscher og Indkvarteringer,
som Fjenden foretager overalt i Egnen. Tror 1 Eder istand til at kunne frelse disse
Gjenstande og bringe os dem hertil?«
»Jeg vil forsøge det,* svarede Svend.
»Jeg nægter ikke, at det maaske vil være forbundet med nogen Fare,* ved-
blev Fruen, »og hvad der endnu gjør Sagen vanskeligere, er, at Søholm for Øjeblikket
holdes besat med en betydelig Indkvartering af Fjender.«
»Jeg veed det,« svarede Svend.
»Imidlertid indser I selv, hvor magtpaaliggende det er mig at frelse denne
Skat, min hele Velfærd beror saa at sige paa den.*
»Hvor har den naadige Frue ladet den nedgrave?« spurgte Svend.
»I den store Taarnhal mod Vest, under Stenfliserne foran Kaminen. Jeg be-
høver formodentlig ikke at anbefale Eder den størst mulige Forsigtighed i alt, hvad I
foretager, ligesom I naturligvis ogsaa, i Tilfælde af, at det skulde gjøres fornødent at
aabne Kassen, maa staa mig til Ansvar for alt, hvad den indeholder.«
»Men, naadige Frue!« sagde Svend, »1 forhaaner mig jo ved disse Ord, mig,
der er villig til at tjene Eder, og som kun viser mig her efter eders Bøn og Ønske.*
Karens Øjne havde ufravendt og ængsteligt været hæftede paa Svend under
hele Samtalen. Da hun efter Fruens sidste Bemærkning saae den Bleghed, som over-
foer ham, traadte hun hen til ham, lagde sin Haand paa hans Arm og udbrød med
en blød og frygtsom Stemme:
»Misforstaa os ikke, Moder mener kun, at Gjemmet tillige indeholder vore
Familiepapirer.«
»Min kjære Datter! jeg mente kun, hvad jeg sagde, jeg formoder ogsaa, at
jeg er istand til at gjøre mig tilstrækkelig forstaaelig for Manden uden din Hjælp.«
Karen tav, Taarerne sitrede i hendes Øjne. Endskjøndt hun fra nu af ikke
blandede sig i Samtalen, udtrykte disse skjønne Øjne dog et saa forstaaeligt Sprog,
saa megen Frygt, saa megen Opfordring til Overbærelse, at Svend satte sig rolig
ned og vedblev at stirre ubevægelig frem foran sig, medens Fru Elsebeth tilføjede:
»Jeg indser i Sandhed heller ikke, at der skulde kunne ligge noget krænkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
