Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
241
vel, at jeg ikke vil have den svære Udaad bedreven. Aa, nej, træk ikke dine Øjne
sammen, men se lidt mildt til mig. Gud Fader gav Dig et godt Hjerte, hvi vil Du
være saa haard og saa grum paa vor første Helligaften?«
Kernbok var traadt tilbage, han lænede sig op til Brostolpen og betragtede
Begge, men tav, formodentlig fordi han indsaa, at Inger var den bedste Talsmand for
hans Sag. Ib var bevæget, hans Øjne blinkede. Inger vedblev:
»Og Soffi, som vi begge To holdt saa meget af, hun vilde nok kun være
lidt glad i sin Grav ved at vide Dig handle saadan.«
»Ak, lille Inger!« sagde Ib og brast i Graad. »Hun har jo ikke engang en
Grav, for jeg forvarede hende ude paa Marken i den dybe Sne, og naar Solen og
Foraaret kommer, vil hun ligge der til Føde for de vilde Dyr.«
»Hun skal faa sig en Grav,« svarede Kernboks alvorlige Stemme, »det lover
jeg Dig.«
»Er det sandt?« sagde Ib.
»Hun skal faa sig et Ligtog, saa prægtigt som en Prinsesses. — Et Ord
endnu, de fleste af dine Fjender, som handlede saa grumt mod den arme Pige, ere
desuden allerede døde paa et Strejftog mod Svend Gjønges Folk. Blandt dem hist
oppe er der kun En tilbage.«
Ib vendte sig om mod Kernbok, hans Øjne vare vaade, og han rettede sin
høje Skikkelse ivejret, medens han med et triumferende Smil udbrød:
»Nej, Kaptajn! Blandt dem deroppe er der ingen tilbage.«
»Jo, Ziegler!«
»Dræbt!« svarede Ib og viste Kernbok sin Sabel, hvis Klinge endnu var
farvet med Blod.
»Hvad vil Du saa forlange mere?« spurgte Inger.
»Jeg taler ikke til Dig,« svarede han i en streng og bydende Tone, som dog
hele hans Ansigts Udtryk modsagde. — »Du, som ikke vil være paa mit Parti.«
»Nu ynkes jeg over dem,« hviskede Inger, »jeg kan ikke gjøre ved det.«
»Saa ynkes jeg ogsaa over dem,« sagde Ib. »Lad dem da fare i Fred.«
»Kjære, lille Ib!« raabte Inger, udbredte sine.Arme og styrtede til hans Bryst.
»Det vil Vorherre forskylde Dig.«
»Er Du saa fornøjet?« sagde Ib, medens hans Læber skjælvede.
»Jeg er saa lykkelig og sjæleglad.«
»Ja ja, gaa Du nu ned til din Fader, Inger! og lad mig være lidt alene, siden
kommer jeg over til Skolemesterens til Eder. Om ogsaa de blive fri deroppe, er det
ikke værd, at I blive her længer.«
Ib bøjede hendes Arme tilside, nikkede og skyndte sig med lange og hurtige
Skridt bort fra Stedet. Inger og Fogden gik den modsatte Vej, ad Stien langs med
Mosen ved Ravnstrup.
Kernbok blev staaende alene tilbage.
Da Ib var kommen et Stykke Vej bort, standsede han, vendte sig om og
raabte:
Carit Etlar: Gjøngehøvdingen. 31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
