Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I IO
GJØNGEHØVDINGEN.
»Jeg vil nok spille en Stund,« svarede Tange, »men jeg har kun to Rigsdaler
hos mig, som jeg endda skal aflevere til Kirkens Fattigblok.«
»Hvordan kommer Han til Kirkens Penge?«
»Jeg fik dem paa Visitats iaftes, mens Klokkeren gik omkring at høre, om
Nogen bandede.«
»Hvad for noget!« raabte Manheimer leende. »Har man ikke engang Lov til
at lette sit Hjerte og Sindelag med en dygtig Ed i dette fordømte Land?«
»Ingenlunde,* svarede Kapellanen vigtig. »Hvis jeg mindes ret, var det Anno
29, da Kongelig Lov befalede, at Præster og Lærere flittig skulde gaa omkring i deres
Sogn og se, om Folk holdt Morgen- og Aftenbøn, iligemaade lytte efter, om nogen
blandt Almuen sværgede. Men den, som bander, skal bøde sine fire og tyve Skilling,
men den, der hører og ikke angiver, skal bøde ti Skilling.«
»Det var jo rart, Gud give da, at Folk vilde bande dygtigt, desto flere Bøder
fik vi jo under Hænder. Altsaa ejer Han to Rigsdaler; jeg laaner den ene paa Kavalers
Parole. Forresten have vi altid noget at verfe om, saa længe Han bærer Sølvknapper
i sin Kofte.«
Tanges Ansigt blev mere livligt, medens han skyllede Tinbægeret og bredte
et Tæppe over Bordet, for at Lyden af de faldende Tærninger ikke skulde høres nede
i Stuen. Derpaa begyndte Spillet.
»Jeg sidder i et morderligt Uheld iaften,« sagde Manheimer lidt efter, »men
det er jo intet Under; Han staar der og stirrer paa mig med sine store, funklende
Øjne. Mord og Bøddel! hvor de glindse, det er med saadanne Glugger, man skyder
Brand i et Pigehjerte. Han skulde lukke sine Øjne, Kapellan! mens jeg kaster, eller
kom her og sid ordentlig ned ved Siden af mig.«
Tange smilede tilfreds over den modtagne Ros. Han trak en Stol hen til
Bordet og satte sig.
»Nu gaa vi videre,« vedblev Kaptajnen.
»Jeg har tabt mine Penge,« svarede Tange, »og spiller ikke mere for denne-
sinde.«
»Hvad behager!« raabte Manheimer, idet han slog med sin Kaarde i Bordet.
»Tror Han, jeg har Lyst at ligge her og vinde hans Penge uden at give ham Oprejs-
ning igjen. Tag Bægeret og det straks, eller jeg kyler Ham ud af Vinduet.«
»Men jeg har jo intet mere at spille om,« ytrede Tange i en ynkelig Tone.
»Aa Snak! har Han ikke den ene Side Sølvknapper tilbage i hans brune Kofte,
Mage til dem, jeg vandt forleden?«
»Nu vel!« svarede Tange, idet han kastede Tærningerne i Bægeret, »saa lad
os da ryste om dem.«
Under det Spil, som nu begyndte, forandredes efterhaanden Tanges Ansigt;
det antog Udtrykket af en rasende Lidenskab, hans døde Øjne straalede, hans Kinder
rødmede, Aarerne stode spændte i hans Pande. Spil var dette Menneskes eneste
Lidenskab. Lykken var ham ikke god denne Aften, den ene efter den anden af hans
Sølvknapper vandrede næsten ligcsaa hurtigt, Kaptajnen fik dem afsprættede med sin
Kaardeklinge, over Bordet til ham. Manheimer modtog dem med et spottende Smil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
