Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester / 77 (1897) Author: Carl Brosbøll With: Poul Steffensen Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

GJØNGEHØVDINGEN. 77

den Kommende var en Anden end den, han før havde talt med, og at hans Skikkelse
og Mæle som en Følge deraf ikke kunde røbe ham.

»Naa, saa Høvedsmanden vilde ikke komme selv,« udbrød han smilende.

»Høvedsmanden mente, at jeg kunde træde i hans Sted.«

»Det falder ogsaa ud paa et,« sagde Svend. »Lad os gaa.«

»Du er altsaa sikker i din Sag, Bondemand! og veed, hvor Svend Gjønge er
at træffe?«

»Ja, Kaptajn! stol paa mig. Der er Ingen, som kan give bedre Besked.
Men eders Folk, hvor have vi dem?«

»De ligge for Rekinde og Allerslev.«

»Hvor mange?«

»Vel tohundrede Mand; jeg tænker ikke, vi behøve flere.«

»Det tror jeg heller ikke. Tohundrede mod En, det slaar til.«

»Guds Død!« udbrød Kaptajnen, »er han alene?«

»Ja, Kaptajn! I vil træffe Svend Gjønge alene, en fattig Mand, fredløs og for-
fulgt, forraadt af dem, der skulde være hans Venner.«

»Eja, Bondemand, hører Du da ikke selv til hans Venner? Hvordan I handle
mod ham, det bliver eders Sag, os er det kun om at gjøre ham uskadelig.«

»1 forstod mig ikke ret,« svarede Svend, »jeg mente, at vi ikke havde saa
mange af eders Folk nødig.«

»Alt vel betænkt,« sagde Kernbok, »saa have vi slet Ingen nødig; jeg tager
ham paa min Samvittighed alene.«

»I ?«

»Min Tro, ja! jeg har tilforn forsvaret mig ene mod Flere, men aldrig været
Flere mod En.«

»I er en modig Mand, Kaptajn!«

»Folk sige det,« svarede Kernbok.

De to Mænd fortsatte nu en Tid lang deres Vej igjennem Skoven uden at
tale. Svend gik paa den venstre Side, hans Øjne vaagede over enhver af Kaptajnens

Bevægelser. Kernbok vedblev at skride fremad, rolig og sorgløs, med Sablen under
Armen og den højre HaanJ stukken ind paa Brystet af sin gule Uniform. Pludselig
vendte han sig om med det Spørgsmaal:

»Hvor træffe vi Svend Poulsen?«

»Her i Skoven.«

»I Skoven?« gjentog Kaptajnen.

»Er ikke den det bedste Skjulested for en fredløs Mand?«

»Du har Ret.«

Atter vedblev Svend at skride frem paa Stien, der førte til en Slette, som
blev omtalt i Begyndelsen af denne Fortælling under Navn af Gravdammen. Kaptajnen
fulgte ham uden Betænkning. Da de kom ind paa den aabne Plads, hvis ubanede
Jordsmon Sneen og Isen forlængst havde udjævnet, ophørte Stien, Maanen kastede sit
blege og melankolske Lys ned imellem Træerne og oplyste den ene Halvdel af Kæmpe-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>