Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
57
»Ja, nu bliver I vistnok vred paa mig,* udbrød Vejviseren, »naar jeg fortæller,
at jeg nylig af Vanvare kom til at røre lidt ved Hanen og viske Fængkrudtet bort,
da jeg bragte Eder Brændet.«
Dragonen kastede Karabinen hen ad Gulvet og satte sig paa en Træblok ved
Skorstenen. Den Fjerde, der var sprunget ivejret tilligemed Korporalen, havde under
disse forskjellige Optrin ladet sine Øjne løbe om til alle Sider i Stuen for at søge en
Udvej til Frelse; da han saa sig og sine Kammerater beherskede af to Fjender, vendte
han tilbage til Bænken, spidsede Munden og begyndte at fløjte med en Forbitrelse og
Harme, som udtrykte sig i ethvert Træk.
»Ved alle Djævle!« ytrede Korporalen. »Paa den Maade synes mig næsten,
at vi ere fangne.«
»Siden I selv tror det,« svarede Svend, »vil jeg ikke sige Eder imod.«
»Og hvad agter Du at gjøre med os?«
»For det første vil jeg bede Jer om at spænde Eders Pallask fra Siden.«
Da Korporalen tøvede, som om han vægrede sig, spurgte Manden, som stod
ved Døren:
»Skal jeg.kalde paa vore Kammerater?«
»Nej,« svarede Svend, »lad dem kun blive, lb! jeg tænker ikke, vi have dem
nødige.«
Ved denne Hentydning til Gjøngerne sank den sidste Rest af Dragonernes Mod.
»Saa Du har endnu flere Kammerater her?« spurgte Korporalen, medens han
spændte Sablen fra sig og kastede den hen i Krogen.
»Ja!« svarede Svend, »men vi nænnede ikke at forstyrre Eders Ro, medens
I sad saa godt herinde, derfor krøb jeg alene gjennem dette lille Hul, vi have gjort
os under Halmen i Alkoven.«
»De vare ogsaa bange for, at I skulde hugge dem i Stykker saa smaa som
Snefnuggene udenfor,« tilføjede Ib.
»Nogle af dem gav mig alligevel en flittig Hilsen med til Eder og bade, om
I vilde overlade dem eders Køllerter i det strenge Vejr.«
»Aa ja, hvorfor ikke!« raabte Korporalen rasende.
»Ja, hvad nu eders angaar, Korporal!« tilføjede Svend, »saa skal den blive
holdt i Agt og Ære, siden jeg selv har isinde at benytte den i et lille Ærinde, jeg
rider, og derfor maa I være saa god at laane mig Bukserne med.«
Svensken vægrede sig, men Svend afbrød ham.
»Korporal!« sagde han kort og bydende. »Min Tid er knap, lad os ikke
spilde den med Snak. I og eders Kammerater ere de Første, jeg har tilbudt saa
gode Vilkaar, de Øvrige, jeg fik i min Magt, ligge omkring paa Marken. Forstaarl?
— De Døde røbe intet, de nægte heller intet. Jeg lader Eder Valget.«
Mod disse Grunde, hvis Vægt endnu forøgedes ved den ubehagelige Udsigt til en
Skare af Svends Folk, som formodentlig ventede i Nærheden, gaves der ingen Indvendinger.
»Vi faa vel at adlyde,« sagde Korporalen og begyndte, bleg af Raseri, at
trække Uniformen af. De Øvrige fulgte Eksemplet.
C&rit Kllar : Gjøngehøvdingen. g
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
