Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
23
Da endelig Dørvogteren meldte, at der ikke var Flere tilbage, som begjærede
Audiens, opklaredes Kongens Miner; med synlig Tilfredshed gik han hen i et Hjørne
af Salen og tog Plads ved et Bord, hvor hans Kammerskriver Gabel imidlertid havde
været beskæftiget.
Gabel var Kongens fortrolige Ven, den Samme, der senere blev ophøjet til
Statholder i Kjøbenhavn for den vigtige, skjøndt mere skjulte Rolle, han havde spillet
ved Enevoldsregeringens Indførelse.
»Nu, Gabel!« udbrød Kongen efter at have gjennemset de Papirer, Kammer-
skriveren rakte ham. »Hvad siger I til alle disse Nyheder? Forsandt! de indeholde:
kun lidet trøsteligt.«
»Tilvisse, Eders Majestæt! og dog anser jeg det ikke for saa sørgeligt, at
Fjenden spiller Mester i det Land, han har erobret sig, som at en af Landets egne
Børn, den Forræder Ulfeldt, vover at sende Bud til Landsdommerne i Jylland og raade
dem til Frafald. De gav ham dog kun Skam til Svar, som Brevet her udviser. Han
gjorde for sikker Regning paa sine Venner.«
»Venner!« gjentog Kongen med et bittert Smil. »Ak, Gabel! veed I da ikke,
at vi i Nøden aldrig have Venner? Det gaar dem som Fluerne: de trives kun i Lykke
og Solskin. Hvem har vel jeg af Venner? Søger ikke vor Afsending Juul forgæves
at bevæge Landets Allierede, Kurfyrsten af Brandenborg, til at angribe Svensken fra
Landsiden, og hvilket Svar giver os her vor Gesandt, Henrik Rosenvinge, fra General-
staterne i Haag? Alle frygte de og drage sig tilbage, fordi kun Selvinteresse er den
Akse, hvorom enhver Handling drejer sig. Med Ulfeldt gaar det ikke anderledes end
med flere Andre af den Stand, han hører til, alt som Saxo skriver:
»Og hvem der i sin egen Gaard
Opføder Ulveunger,
Han føder op sin egen Hjord
Til Mad for Ulveunger.«
Oluf Brokkenhuus, der efter Kongens Indbydelse var ble ven tilbage i Salen,
havde hidtil talt med Dronningen. Denne Underholdning kostede Lehnsmanden sær-
deles Anstrengelser paa Grund af hans Ubehjælpsomhed i det tyske Sprog.
Uanset alt øvrigt hørte der i Sandhed ogsaa meget Vid til at forsone en Dame,
der besad en saa udviklet Skjønhedssands som Sophie Amalie, med Lehnsmandens
Ydre. 1 Forbindelse med en uanselig og krumbøjet Figur var han halt og enøjet.
Dette Øje havde ved den forøgede Sekraft, det maatte anvende, antaget en ubehagelig,
gjennemtrængende Stirren. Hans Kinder og den nederste Del af Ansigtet bedækkedes
med et stridt, graaligrødt Skæg.
Hendes Majestæt lod heller ikke til at finde synderlig Interesse i denne Under-
holdning. Under en af de gjentagne Pavser rejste hun sig fra sit Sæde og gik hen
til Bordet, hvor Kongen og Gabel vare beskæftigede.
»Forstyrrer jeg?« udbrød hun dæmpet og lænede sig op til Kongens Stol.
»Ak nej!« svarede Kongen med et venligt Blik; »tværtimod, vi længes efter
Eders Selskab. <
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
