Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXX. Vi forsøger atter at naa Lhassa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 259
Det iille Veraskop-Kamera kunde jeg nu ugenert anvende, efter al
de omsider havde forstaaet, at det ikke var en Revolver. Lejr-
pladsen hed Sari-kari.
Den 12. August. De purrer os tidligt ud, men gør kun korte
Dagsrejser for saa længe som muligt at nyde Lejrlivets Afveksling.
Vore Bevoglere under os større Frihed, efterhaanden som vi nær-
mer os Provinsens Grænse. Vi fik nu ofte Lov til at ride alene et
godt Stykke efter Hovedtroppen og føle os ubevogtede. Men vi
lagde dog Mærke til, at nogle Ryttere stadig holdt sig endnu længere
tilbage.
Idag passerede vi den store aabne Dal, hvor vi første Gang saa
Thekaravanen. Det regnede ikke mere, og Jorden gav ikke efter
under Hestenes Hove. Da vi var naaet tæt hen til vor tidligere
Lejrplads Nr. 51, red Tibetanerne til højre op i en lille Tværdal og
standsede her ved en Græsgang med højt og saftigt Græs, der var
en udmærket Føde for vore magre Dyr.
Vi havde kun redet i 4!/, Time, og jeg troede, der kun var
Tale om en kort Hvile; men saa rejste man Teltene, og med Tanke
paa Dyrene gjorde jeg ingen Indvending. Der er noget mærkeligt
beroligende ved ikke at have Ansvaret, ikke at have sin Frihed, og
ikke at kunne bestemme Vej og Tid. Man har ikke andet at gøre
end at nvile ud og sove. Saalænge vi havde Eskorten med os,
kunde vi tage Sagen med Ro, men senere, naar vi atter var over-
ladt til os selv, blev der Brug nok for vore Kræfter.
Man bliver næsten søvnig under Ridtet, omgivet som man er af
disse Soldater med Bjælder om Hestenes Halse. Det er en evinde-
lig Klingren, som lyder for ens Øre, og som minder en om Kanefart
i Norden. Malerisk er detie vort Følge, der som Paddehatle er
vokset frem af disse fredelige Egne, og nu med eller mod vor Vilje
har omringet os. I Dag ser vi intet Telt, og derfor vanker der in-
gen Mælk. Vejret var ligesaa herligt som Lejrpladsen. Vi maatte
holde vor Teitdør aaben mod Nord, for at fange de kølige Pust,
som kom derfra. I Syd stod Solen og brændte føleligt, saa at
Teltet maatte holdes lukket til den Side; men gennem Revner i Telt-
dugen gled Solstraalerne ind og fik Perlerne i min Rosenkrans til
at spille, medens jeg laa og lod dette hellige Stykke glide gennem
mine hedenske Fingre.
Temperaturen steg til 197, meget let paaklædt sov jeg ind i den
dejligste Glemsel og lod Schagdurs The staa og blive kold. Det var
fredeligt og sommerligt, den sidste Sommerdag, vi fik Lov at nyde.
En rislende Bæks Pludren blandede sig med Tibetanernes Snakken.
De forstaar at gøre det hyggeligt og muntert paa Rejsen. Hver
Gang vi slaar Lejr, har Officererne en Skare Tjenere, som i’en Fart
slaar Teltene op for dem. Rundt om stilles Bøsserne op paa Gaf-
lerne for ikke at komme i Berøring med den fugtige Jord, medens
Ridetøj og Bagage ligger rundt om. I saa godt Vejr som i Dag
sidder alle udenfor Teltene og iagttager med Kendermine Mad-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
