Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Mod Østen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indsvøbt i Linklæder nedlagdes Verdenserobrerens Lig i en Kiste af
Ibentræ under en Sten af Nefrit, overhvælvet af den Gravkirke, han
selv havde ladet bygge, og hvis herlige grønne Kuppel vi nu ser
fra Jernbanestationen. Imellem Skriftsprog af Koranen og kongelige
Titler læser man hugget i Alabastrelief disse stolte Ord: »Om jeg
endnu levede, skulde Menneskene bæve«.
Efter Ørkenens Hede er det en sand Vederkvægelse at se den
friske og yppige Vegetation omkring Samarkand. Allerede i
Begyndelsen af det 13de Aarhundrede skrev Digteren Sadi til sin
Elskede: »Hvis Pigen i Samarkand holdt mit Hjerte i sin Haand,
skulde jeg for Fødselsmærket paa hendes Kind skænke hende
Samarkand og Bukhara«, og han
mente dermed, at disse to Stæder
var det skønneste, man kunde
give sin Brud.
Men Afgangssignalet vækker os
op af vor Drøm, og Lokomotivets
Buldren fører os atter ind i
Nutidens farveløse Prosa. Svøbt i
sine tætte Haver, hvis grønne
Træer i Farve kappes med
Kuplernes Tage, og omgivet af sin
Atmosfære af store, stolte Minder
forsvinder ogsaa Samarkand i det
fjerne Vesten.
Nu har vi naåaaet Andischan,
den sidste Station. Saa langt kan
man komme ved Dampens Hjælp,
og først da vi havde forladt denne
yderste Forpost mod Øst, følte vi
for Alvor, hvorledes Afstanden var
vokset mellem os og den saakaldte
civiliserede Verden.
 |
| Fig. 2. Islam Bey. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
