Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Slagtning ombord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
«
lig grøngule Skybanker trækker op ude i Hori
zonten, hvor Solen gaar ned, og nåar Stormen
hæver sin Røst og alt varsler om en utryg Nat.
Naar man ved saadanne Leiligheder befinder sig
midt ude paa det uendelige Hav, gribes man af
en Følelse af Ensomhed, en übestemt Angst, man
aldrig kjender til paa Landjorden, endog paa de
uhyggeligste Steder. Selv disse to stakkels Oxer,
som stod der langt mere forladte end vi Menne
sker, og som ikke engang havde Haabet at trøste
sig ved, skulde paa sin rudimentære Vis æng
stes ved det samme Syn, hvorved de skulde
faa en dunkel Anelse om sit nær forestaaende
Endeligt.
Der stod de og tyggede og tyggede lang
somt, som syge Dyr, mens de store, udtryks
løse Øine stirrede paa de fjerne, mørke Luft
speilinger over Havet. Den ene Kamerat efter
den anden var blevet hugget ned paa Dækket
lige ved Siden af dem. Ide Par Uger, disse to
havde overlevet de øvrige , havde de ligesom
sluttet sig nærmere til hinanden, støttet hinanden
under Skibets Rullen og kradset hinanden med
Hornene af bare Venskab.
Men nævnte Dag kommer saa Proviant
forvalteren op til mig paa Kommandobroen og siger:
„Kaptein, vi maa slagte en Oxe." Til Bloksbjerg
med Proviantforvalteren! Jeg modtog ham alt
andet end venlig, skjønt det jo paa ingen Maade
var hans Skyld. Sandelig havde Uheldet forfulgt
mig paa hele Reisen : hver eneste Gang der skulde
slagtes et Dyr, faldt det ind paa min Vagt! . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
