Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Og Kirken, som ikke alene har den Formaning i Guds Ord til sine
Lemmer at vcrre al menneskelig Orden underdanig for Herrens Skyld
(1 Petr. 2,13; Rom. 13,1—5), og at gjsre Forbsnner, Taksigelser for
alle Mennesker, for Konger og for dem, som er sat i hsi Vcrrdighed, for
at vi maa leve et roligt og stille Liv i al Gudfrygtighed og LErbarhed
(1 Tim. 2.1—2); Kirken, som baade har det Kald at vcere et Salt
i Verden, stjont den ikke er af Verden, og som kan vcrre det desbedre,
jo bedre den bevarer Jesu Kristi Evangelium i dets fulde Renhed og
Fuldstændighed; Kirken, som ikte alene har den Opgave at ophygge
sig selv pall Apostlernes og Profeternes Grundvold, men som ogsaa af
Herrens egen Mund har modtaget som hans sidste hoitidelige Befaling
det Kald „at proedike Evangelium for al Skabningen (Mark. 16,15)", ja
at gjore alle Folk til Jesu Difciple ved Daab og Uudervisning og
dermed faa Del i Forjættelsen: „Se jeg er med Eder alle Dage indtil
Verdens Ende (Matlh. 28.18—20)" : Kir ke n vil paa sin Side ikke
kunne vcegre sig ved at modtage Statens fremrakte Haand uden at for
spilde en rig Leilighed til at udsve den folkeopdragende Del af
sin Opgave. Den evangeliske Kirke, Kirken med Guds rene Ord
og Sakrament, kan det saa meget mindre, som den jo har tegnet pa
sin Hustavle, hvad Kristnes Forhold og Stik er og stal vcrre i alle Livs
stillinger, ogsaa de statsborgerlige, og som den ikke gjor nogen be
stemt Statsforfatning til Betingelse for fin Tilslutning, ei heller tiltager
sig selv nogen Magt og Myndighed til at foreskrive Staten Love, men
meget mere i sin Bekjendelse udtrykkelig erklcerer, at Kirken ikke har Magt
tll og ikke stal befatte sig med „at omvcelte Verdensriger, anscrtte og af
scrtte Konger, eller foreskrive øvrigheden Love om Statsformen". Men
hvad den vistnok som kontraherende Part baade har Ret til at vente og
maa forlange, det er, at Staten heller ikke maa bruge sin Magt til at
organisere og give Love paa en saadcm Maade, at Kirken bersves sin
Selvstændighed og maa boie sig under en fremmed Styrelse, under hvil
ken de kirkelige Virksomheders Fordeling og Overdragelse, eller disses Be
sørgelse i det enkelte, ikke ster overensstemmende med Kirkens Ejendomme
ligheder, men forer til en Anvendelfe af dens Midler og Gaver efter
andenstedsfra hentede Regler og Hensyn. Og der synes heller ilte at
kunne vcrre nogen vcegtig Grund for Staten til at vcrre imod dette Krav.
Tvertimod. Er det Staten virkelig om at gjore at have Kirken til Med
arbeider med at lcrgge en god moralsk Grundvold for Folkelykke, holdes
det fast som Grundscetning, at det er Kirken, som besidder de grundlcrg
gende Midler hertil, faa maa det ogfcm vcrre Stålen om at gjore, at
Kirken ikke lammes ved at voldgives en Forvaltning, som er fremmed for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
