Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Baron E. von Toll og den Nansenske nordpolsekspedition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
311
tar, fandt vi stort liv og travlhed. Sannikow havde sendt femten
rensdyr imod os, under ledelse af den i mellemtiden tilfrisknede Uiban;
tre samlag af promyschlennikerne havde slaaet op sine telte her
og vented paa et gunstigt øieblik til at drage med sine rensdyr
til den store Ljachowø. De havde bundet sin bagage høit op paa
slæden for at kunne sidde høit og gaa fri for væden. De andre
havde vendt om, da de fik se den høie vandstand, og bare otte mand,
som udgjorde de tre nævnte lag, holdt fast paa sit forsæt. Af disse
gjorde to mand, samme dagen som vi kom, et forsøg paa at
tiltræde den af os tilbagelagte vei, men vendte om. Først den 1ste
juni klared de færden, efterat sterkere frost og snestorm den 31te
mai igjen for nogle dage havde hyllet landskabet i vinterskrud.
Ogsaa vi benytted dette øieblik og kjørte nu fornemt paa renslæder
langs stranden til vestpynten af Svätoi Noss. Nu trængte vi ikke
mere til at styre eller trække slæderne eller opmuntre hundene med
uafladelige foregjøglinger, som Maxim havde været saa flink til. Men
hvor var det nu bleven af hundene, de brave dyr, som næsten uden
hvile, paa slet kost, havde slæbt paa os eller i det mindste vor
bagage i hele 38 dage og vel ogsaa havde fortjent den rigeligste løn for
denne tjeneste? Ved Tschai-Powarnya fandt de, paa nogle faa nær, sin
grav! Der var ikke for mer til alle hundene, og at slippe dem
paa fri fod i tundraen havde været for vaagsomt, da der endnu
flyder ulveblod i deres aarer, saa de snart vilde gjøre jagt paa tamme
og vilde rensdyr og blive en farlig forøgelse af ulveplagen. Der
var altsaa ikke andet at gjøre end at lade dem slaa ihjel. Ja det
var en himmelraabende utaknemmelighed. Bare nogle faa dyr blev
sparet. Djergili bad naturligvis for sin »atejkan«, et efter min
mening afskyligt dyr, som lidet eller intet havde trukket, men taget
hele færden som en jagttur for sin egen fornøielse. En prægtig
gammel polarhund, som anden gang havde trukket mig til øen, skjænked
jeg livet. Ved en af de mange overgange over de opsvulmede rivende
bække og elve drukned det stakkars dyr.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
