Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gjennem Grønland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
sammen med klæderne rundt hovedet til ett stykke, og det -kunde
være vanskeligt nok at faa aabnet munden for at tale.« Da saa til
kulden kom snestorm, kan man nok forstaa, at det maatte være
drøit at slæbe sig frem dag efter dag over den endeløse isørken
8 a 9000 fod over havet med en tung kjælke. Den 4de—8de
september havdé ekspeditionen en forrygende snestorm med 40° kulde,
saa at den endog den 7de maatte holde sig i ro i teltet, som
blev tættet omhyggelig, saa vinden ikke skulde blæse det i filler;
thi da havde sandsynligvis deres saga været ude. Dog ogsaa i denne
tid gik deres daglige liv gjerne sin regelmæssige gang, og trods kulde og
snestorm, tørst og »fedthunger« og andre hindringer sled de sig stadig
fremover, nærmere vestkysten. Den 5te september passerte
ekspeditionen det høieste punkt paa sin rute, 2716 meter (8860 fod).
Den lite og 12te september var ekspeditionen paa en høide af
2600 m. (henimod 8300 fod); det begyndte nu tydelig, om end ikke meget
merkbart, at helde nedover mod vest. Den 16de skraante det flere
steder temmelig sterkt udover, og da temperaturen om kvelden kun
gik ned til -f- 18°, syntes alle, det var rent mildt.
Den 17de saa de en snespurv og skjønte nu, de maatte nærme
sig »land«.
Den 19de flk de gunstig vind og satte seil paa kjælkerne, som
surredes to og to sammen. Det gik snart i strygende fart udover,
og nu var de da endelig kommet paa heklingen mod kysten; ud
paa eftermiddagen saa de for første gang land! De blev ved at seile
i maaneskinnet og havde saa nær gjort sin sidste seilads, thi nu
valde naaet til indlandsisens opsprukne randsone, allerede med svære
gabende sprækker paa liere hundrede meters dybde. Nansen selv frøs
fingrene paa begge hænder den kveld og havde »næsten uudholdelige
smerter« (da har det vist været slemt!); videre mad fik de heller
ikke; — men det gjorde jo altsammen ingenting, nu de vidste, at de
var nær vestkysten.
Da de om morgenen (den 19de september) ståk hovedet ud af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
