Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og hvile — bare hvile. Aa, Fru Marianne,
De vil ikke støde mig bort! De vil lade mig
leve. De vil lade mig glide omkring som en
Skygge her, i Deres Hjem. Jeg forlanger intet
andet. Jeg vil gaa af Vejen for Dem som
Hunden, De behøver blot at vinke, saa gaar
den. Men De skal være venlig, som De har
været, stille, som De var den første Tid, over-
bærende, som om jeg var en stakkels syg.
De vil ikke drive mig bort, Fru Marianne.»
Hendes Bryst hævede og sænkede sig lyd-
løst. Det var, som om han vilde tigge Hjærtet
ud af Brystet paa hende. Ordene kom hurtige,
indtrængende:
«Jeg har aldrig bedt før. Jeg begriber
ikke, hvor jeg kan gøre det nu. Jeg føler mig
til Møde, som naar en Moder beder for sit
Barn: jeg har ikke Tanke for Ydmygelse, der
findes ikke Stolthed hos mig. Der findes kun
dette, som ikke maa dø... Det er hele mit
indre Liv, jeg bønfalder Dem om. Fru Mari-
anne, nu driver De mig ikke bort!»
Det varen Stemme, som kunde smelte Is,
det var en Stemme, som kunde udvirke det
umulige: Og han saa’ paa hende med saa
underlig alvorlige Øjne, dybe som Fløjl.
«Og alligevel maa det ske.»
Han saa’ paa hende, forundret, forskende.
Saa sank han tilbage mod Stoleryggen og be-
gyndte at tænke efter, Der maatte under alt
23%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
