Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gaaet bort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
men den døde hører intet dertil. Hun lyttede
heller aldrig til Sladder medens hun levede, hun
lyttede til Stemmen i sit eget Hjærte, thi hun
var god. Nu ligger hun ganske stille i sin hvide
Dragt, ubevægelig med et lille Smil om Munden.
Der er noget ulykkeligt i det Smil; gid hun saae
gladere ud. Dunkelt brænde Lysene i den
kvalme, røgelsefyldte Luft, og oppe fra
Alterdøren synges der afmaalt og langsomt: Herre,
hav Naade med din bortgangne Tjenerinde og
tilgiv hende alle Overtrædelser, frivillige og
ufrivillige. Herre, forbarm dig!
Hun var god. I det Selskab, hvor hun hørte
hjemme, var hun en af de faa, maaske den
eneste, hos hvem intet uhyggeligt og
fremmedartet kom til Syne under den ydre, blanke Politur.
Hun bragte den gode Stemning med sig, hvor
hun kom. I en Sal smykket med Blomster og
Tæpper havde engang et Selskab samlet sig om
en meget bekjendt yngre udenlandsk Journalist.
Han var Plædersgjæsten, han blev feteret, han
skulde se den russiske ßeaumonde i det bedste
Lys og siden skrive smukt derom.*) Og med en
Selvbevidsthed, der endnu mere gav ham Relief,
tog han ligegyldig mod den Virak, der ofredes ham af
den bejlendeSkare. Han vilde hele Tiden indlede en
Samtale med en temmelig før, noget bleg Pierre med
®) Hans Skildringer fra Rusland ere for nylig udkomne: Victor
Tissot: La Russie et les Russes. Paris 1882. (E. Dentu.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
