Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1880
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
er stor til at byde hende Ild; dog, sligt kunde
blive opfattet som et sværmerisk Galanteri, der
vilde have sin Plads i Middelalderen, men i vor
Tid ingen Steder har hjemme. Efter at have
betænkt sig noget, kommer hun til sidst meget,
netop meget beskedent, beder med en lille
Haand-bevægelse om Ild og siger et sagte merci. —
De rien, mademoiselle! — Saa gaar hun hurtig
hen i sit Hjorne igjen til Søsteren; nogen
Samtale indledes ikke. Ganske ene for sig selv sidder
den lille Søster og kigger under sin Straahat frem
med blide, nysgjerrige Øjne. Et Par umaadelige
Pakker holder hun omhyggelig paa Skjødet; to
smaa tynde Ben i stramme, hvide Strømper hænge
ned fra det rødbetrukne Sofasæde. Og Toget
holder stille ved en Mellemstation. Det er knap
rigtig standset, før den Lille paa den mest
forvovne Maade springer af, smilende over hele
Ansigtet og svingende en af de store Pakker i
hver Haand. De voxne unge Piger klatre i deres
snevre Kjoler ad de stejle, fugtige Trappetrin ned
paa den låve Perron. At række dem Haanden
kunde blive betragtet som en Insinuation af, at
den bedste Halvdel af Menneskeslægten ikke var
stærk og mandig nok, men trængte til
Haands-rækning og Formynderskab. Dette vilde dog
langtfra være Tilfældet med alle, og i øvrigt er
det lette Skjær af Selvstændighedsfølelse, i
Belysning af hvilket Kvindeligheden stundom kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
