Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danton, ingen svaghed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1229
Danton bar hovedet høit paa dødskjærren.
Ikke saa med Camille: det er bare en uge, og alt
er vendt op og ned; hans engel af en hustru,
kjærlighed, rigdom, revolutionær berømmelse, er
altsammen ladt tilbage ved fængselsporten, medens
den blodtørstige pøbelhob nu hyler rundt om.
Haandgribeligt, og dog utroligt, lig en vanvittigs
drøm! Camille krymper sig; hans skuldre ryster
af den løse frakke, idet hænderne er bundne:
»Rolig, min ven,« sagde Danton, »æns ikke det
elendige pak.« Ved foden af skafottet hørtes
Danton udbryde: »Aa, min hustru, min elskede,
jeg skal da aldrig mere se dig!« men straks
efter afbrød han sig seiv: »Danton, ingen svag
hed.« Han sagde til én, der traadte frem foråt
omfavne ham: »Vore hoveder vi] mødes derv. i
bøddelens sæk. Hans sidste ord var til Samson:
»Du vil vise mit hoved for folket; det er vel
værdt at vise.«
Saaledes vandrer, lig en gigantisk masse af
tapperhed, raseri, kjærlighed og vild revolutionær
kraft og manddom, denne Danton til sit ukjendte
hjem. Han var født af skikkelige bondefolk i
Arcis-sur-Aube. Han havde mange synder; men
én, den værste, havde hau ikke, »cant«. Ingen
hui formalist, bedragende andre og sig seiv, spøgelse
agtig for den naturlige sans var han: men en
virkelig mand; med alle sine slagger var han en
mand; ildfuld, virkelig; fra naturens eget store
ildhjerte. Han frelste Frankrig fra Brunswig; han
vandrede sin egen vilde vei, hvorhen den førte
ham. Han vil leve nogle generationer i menne
skenes erindring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
