Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kvindernes reisning. Mænaderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1005
De vil krone hans søn, De vil udnævne et regent
skab: og alt vil gaa bedre«. Bebreidende forbau
selse måler sig paa Lafayettes ansigt; gir sig ud
tryk fra hans veltalende, ridderlige, læber: forgjæves.
»General, vi vilde udøse den sidste draabe blod for
Dem; men ulykkens rod er i Versailles: vi maa gaa
og bringe kongen til Paris: hele folket ønsker det.«
Vor general gaar ned til trappen til gaden,
og taler til folket, endnu engang forgjæves. »Til
Versailles! Til Versailles!« Maire Bailly, som
man har hentet gjennem en syndflod af sansculotter,
forsøger akademisk veltalenhed fra sin forgyldte
stasvogn; fremkalder ingen anden virkning end
endeløse hæse raab paa: »Brød! Til Versailles!«
og er glad, han kan krybe sig inden døre. La
fayette bestiger sin hvide ganger, og taler atter og
atter til dem, med veltalenhed, med fasthed, med
harmfuld bevisførelse, men kan ikke overtale dem,
trods alt. »Til Versailles! Til Versailles!« Saa
varer det, time efter time, halve dagen igjennom.
Den store Scipio-Americanus kan intet udrette;
ikke saa meget som slippe bort. »Morbleu, mon gene
rala., raaber soldaterne, lnkkende sine rækker, idet
den hvide ganger gjør en bevægelse i den retning.
»De skal ikke forlade os, De skal bli hos os!«
Et farligt øieblik: maire Bailly og formandskabet
sidder inde og skjælver; vor general er fange uden
for! La place de Greve, med sine tredive tusen
regulære tropper og sit hele irregulære St. Antoine
og St. Marceau, er en eneste truende masse af
blankt eller rustent staal; alle hjerter opsat med
mørk fasthed, paa én ting. Mørke, bestemte er
alle hjerter; roligt er intet, —• hvis ikke det skulde
være den hvide gangers, der skraber jorden der
med sin hov, med hvælvet nakke, roligt tyggende
i bidslet; som om ikke verden med sine dynastier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
