Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
NITTENDE STYKKE.
Tvil og uro.
Efter eventyret med Brio blev det endda mere
uhyggelig for mig at være hjemme. Mine søskende
talte aldrig til mig, og mine forældre var haarde og
uvenlige mot mig. Selv var jeg ræd for dem alle,
og den væmmelse jeg kjendte i dette hjem blev større
og større, endda jeg syntes synd i dem ogsaa. Min
eneste trøst var at jeg kunde gaa ut og bli borte hele
dagen. Graat jeg før, fordi jeg intet hjem hadde, saa
graat jeg nu, fordi jeg hadde faat et som bød mig
saa dypt imot. Mere og mere maatte jeg tænke paa
det Mattias hadde sagt med en saa avgjort
overtydning: ,Jeg tror ikke at disse folk er dine forældre.”
I al stilhet hadde jeg fulgt det raad han hadde
git mig og skrevet til mor Barberin. Svaret skulde
ligge paa nærmeste posthus, til jeg selv hentet det.
I et par uker gik jeg faafængt og spurte efter
det. Men endelig en dag var det virkelig kommet.
Jeg stak det i lommen, og gik sammen med Mattias
til vor vante hvileplads i den nærmeste have, for at
læse det i ro. Det var det første brev jeg i mit jliv
hadde faat, og det var rent underlig, syntes jeg, at
ta mot dette bud fra et kjært menneske som var saa
langt borte. Jeg maatte gang paa gang ta det frem
av lommen og se paa postmerket og paa stemplerne
og læse utskriften til mig, ,,Remi Driscollf. Navnet
likte jeg ikke videre godt; men BEDE hadde jeg
jo selv opgit det.
Endelig hadde vi naadd til ,,vor bænk", som vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
