Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rose havde været det, senere Rosing og Preisler, nu
Lindgreen, Heger, Eegholm, Ryge og Foersom.
Overskou siger: „Det manglede ikke Heger og Foersom,
der med Rette kunde gjøre sig til af mange Kundskaber og
et lyst Hoved, paa Villie til ved kold Tilbageholdenhed og
studse Svar at lade de Ustuderede mærke, at de holdt sig
for gode til kammeratlig Omgang med dem; men Fryd
enda his fornemme Nonchalance og bidende Vittigheder
saavel-som Knudsens drøie Spot over „Stympere, der satte Næsen
i Sky mod Kunstnere, hvis Skoremme de maatte ønske at
blive værdige at løse“, ydmygede dem snart til at vise mere
Omgængelighed. Da imidlertid baade personlig Avind og
Kunstnemid maatte skaffe sig Udtryk, saa fremkom dengang
en maliciøs stiklende Tone, hvori man smilende og i de
artigste Talemaader sagde hverandre de bitreste Spydigheder.
Den Overlegenhed, som især Frydendahl, Foersom,
Lindgreen og et Par Damer viste, at denne Tone gav mod
Hidsighed og Brutalitet, skaffede den snart en vid og dyb
Udbredelse i Personalet.4 Den Simpelhed, der ytrede sig i
Kunstnernes Fraterniseren med alle Udenforstaaende, som
nærede en ussel Forfængelighed ved at komme i Lag med
Scenens Udkaarne, jog Foersom langt bort, saa at han, naar
kan kom fra Theatret, hurtigst muligt gjemte sig i sit Hjem. Han
havde heller ikke megen Tid at spilde bort; thi hans Kræfter
vare svært optagne. Saaledes skriver han i 1813 til
Oehlen-schlæger: „Direktionen synes at tro, at, fordi jeg er et
punctum saliens, som bevæger sig i Legen, kan jeg med Et
være en fuldvoxen Frø, som hopper i det Grønne. Den ene
store Rolle befales mig efter den anden.“ Og til Sander
skriver han i Jan. 1810: „Den gruelige Mængde Vers, der i
denne Tid spøger i mit Kranium, volder, at jeg mangen Gang
knap véd, om det er et Hoved, der sidder paa mine Skuldre,
eller en Bikube, der vil sværme næste Dag.“ Kort efter skriver
han i et andet Brev til Samme: „Jeg har næppe været Herre
over én Time i den sidste Tid, da jeg, foruden at spille tre
Roller i forrige Uge, maatte lære Axels store Parti. “ Dette
betydelige Arbeide blev saa meget vanskeligere, som hans
legemlige Kræfter ikke vare mange. I 1813 skriver han til
Oehlenschlæger: „Jeg spillede igaar en meget lang og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
