Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
875
Stemningen ikke; man forlod det allsammen, det gamle ogsaa: det
kan ikke holdes oppe. Men der var dog et lille Øjeblik, hvor man
ligesom vendte sig en Smule og hørte efter Raabene. Ivor idlsaa
Ligeløbet slap em Smule, Men såa var der øjeblikkelig ,,modbydelige
Fysiognomier” og det af den alleruhyggeligste Art, Det var, som man
saa Døden lige ind i Ansigtet: Altsammen borte, alle de Mennesker
døde, som såade der livsfriske og glade, Nu stod Pavillonen her i
Regn og Rusk som ct: Spøgelse, ret som om den fortalte, at den
gamle, fine Tid var død, og at gamle Minder ikke kunde holdes oppe.
Det var ordentlig, saa man styrtede afsted, fremad og lige ud igen
i Ligelob. Kun Ligeløbet giver ingen Genfærd, ingen modbydelige
Ånsigter i Tingene.
Uden for Haven faar man Øje paa et nyt Hus, hvis Arkitekt har
været heldig med at lægge et varmt og venligt Indtryk ind i Stenene.
»Ih se! Der er Folk, der leve endnu!" Det var ligefrem en Lindring
at se derpaa. Som om noget levede op igen ud alf al denne Elendig-
hed. Det Hus var fuldstændig fysiognonifrit. Lignede hverken Han-
sen, Olsen eller Petersen.
Saa gik man videre igen i Ligelob. Huh! Det var fælt med det
Øjebliks Tilbagevending. Naar man er stramt spændt for, skal man
lige ud.
ÅL være stramt spændt for er ikke behageligt men det er en
fysiognomifri, ren og ophøjet Ligeløbstilstand. Det er egentlig af Us-
selhed, at man ikke onsker altid at leve i dette stærke Ligelob. Det
have de nok haft en vis praktisk Forstaaelse af, vore gamle For-
fædre. de gamle Vikinger, naar de stode med deres Økse i Haanden,
og det gjaldt Livet. Gud veed, hvad de vilde have sagt til en af os,
naar de havde set os sidde hos Wivel og læse vore Aviser til Soda-
vand og Whisky. De havde flækket Hovedet paa os.
32. Tycho Brahesdage ere vel kendte: Dage, hvor alting
gaar uheldigt og galt, hvor der er Tryk og Modgang allevegne, tit i
en Grad, saa man ikke synes, man kan mere, og ikke har Interesse
for noget mere.
De ere nu slet ikke saa gale, den Slags Dage, netop påa Grund
af denne manglende Interesse for Tingene. Elendigheden stemmer
En til Ligelob. Ilvem kunde i saadanne nedslaaede Øjeblikke finde
påa at se efter noget eller opholde sig ved noget. Man betragter
alting ganske objektivt, for hvad det er. Kører en Sporvogn forbi,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
