Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slukøret hjem igjen. Den fjerde Dags Aften i
Skumringen var det, efterat jeg flere Gange var gaaet op og
ned i Fiolstrædet, nær kommen til en Afgjorelse, men
Modet, som ellers ikke pleiede at svigte, befandtes dog
endnu ikke at være modent. Men næste Dag skulde det
— ikke briste eller bære — nei, skulde det bære.
Det var Christi Himmelfartsdag, den 21. Mai, det
regnede, en deilig mild Foraarsregn. Moder var reist til
Slagelse, til min Søster, og jeg var ene i Huset. Jeg sad
paa Bordet i min Stue, og gjennemtænkte min Plan. Jeg
vilde gaae i Kirke, det var sikkert nok, at der maatte hun
være, saa kunde jeg følge hende hjem. Da kom styrtende
op til mig min Broder Caspar med sin Ven Carl Berg.
Han var sidste Efteraar kommen hjem fra sin lange Reise,
og de havde nu noget for angaaende den anden Reise til
Berlin og Konigsberg, som han strax efter tiltraadte. Jeg
skulde være behjælpelig med noget, som havde Hast, jeg
husker ikke hvad, men fortvivlet var jeg, for jeg ikke
kunde komme afsted. Endelig fik jeg dem dog
nogenlunde tilfredsstillede, medens jeg under Discussionen klædte
mig paa, og jeg ilede afsted til Slotskirken.
Biskoppen var allerede midt i sin Prædiken, den var
upaatvivlelig udmærket, men jeg var blandt dem, der ikke
blev opbyggede af den, og dem findes der vel altid nogen
af i en Kirke. Jeg blev staaende nederst, støttende mig
til Freunds Apostel, og da Forsamlingen omsider brød op,
saae jeg endelig mine Længslers Maal komme, hoinende
sig over en hel Stab af Søstre og Veninder. Situationen
var vanskelig, men det skulde jo bære. Jeg fulgte dem
ud gjennem Forhallen, og ved Udgangen spurgte jeg
hende, om hun tillod, at jeg hilste paa hende i hendes
Hjem, der var noget, jeg maatte tale med hende om. Jo,
saa vilde hun gaae hjem. Hendes Øine løftede sig ikke,
men der var noget i hendes Stemme, som syntes mig at
kunne forenes med min Tro. Jeg bukkede ærbødig og
ilte bort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
