- Project Runeberg -  Mit liv og levned /
186

(1898) Author: Johannes Henrik Tauber Fibiger With: Karl Gjellerup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

inden de kom hjem, og de andre hjemme havde ventet
med Middagsmaden. Formodentlig er det gaaet Heiberg
ligedan.

Paa den anden Side var mine Venner ængstelige for
hans Overlegenhed. Hos Trydes var de lige -til det sidste
saa uvisse om, hvem der vilde gaae af med Seiren, at da
det Budskab endelig lød: Amalie er bleven forlovet! ud-

brød de alle: Med hvem? Og Lunddahl blev strax
udsendt forat studere det farlige Terræn. Det blev en
morsom Scene. Han ringede paa hos Amalie med saa
bankende Hjærte, som om han selv var Frieren, og
forvildede sig, da han ikke vidste, hvorledes han skulde
komme til Sagen, i en forvirret Conversation, uden at hun
forstod, hvor han vilde hen. Da hun saa med straalende
Ansigt udbrød: »Har De seet Johannes?« raabte han:

»Gud skee Lov, det lettede!« snurrede sig rundt og foer
afsted til sine spændte Damer.

Mig anfegtede alt dette imidlertid ikke, jeg fik heller
intet at vide deraf. Amalie ikke heller, skjønt hun dog
hørte derom. Jeg var en ubekjendt og fattig Person, men
jeg glemte alle Betænkeligheder, naar jeg fik Øie paa
hende. Enten jeg dandsede med hende eller sad hos
hende, tænkte jeg kun paa at sige hende alt, hvad der
fra den høieste Alvor til Vrøvl og Latter pleiede at mylre
i mit Hoved, og altid var jeg i den syvende Himmel.
Hvad Ængstelse de andre end kunde have for den, de
satte saa høit, saa havde jeg ingen.

Dette kan endnu undre mig, naar jeg tænker tilbage
derpaa. Vistnok havde jeg den fortræffelige Leilighed til
at fremme min Sag i min Farbroders Hus, hvor vi ved
enhver Anledning var sammen, thi der var jeg hjemme;
men jeg kunde dog ikke vide, hvad der foregik paa andre
Steder, hvor jeg var meget langt fra at være hjemme.
Dog svigtede mit Haab og mit Mod mig intet Oieblik.
Jeg troede paa hende, som om hun allerede var min.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:15:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fjmitliv/0200.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free