Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
laa syg paa Regentsen, bragte mig Druer og andre
behagelige Sager og talte hjærtelig opmuntrende til mig. Da
jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor
Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Træsnit
og sligt, den Tid en endnu større Skat end nu, da man
kan see ypperlige Ting i enhver Journal.
Dette gav Stødet til, at jeg vovede mig videre. Jeg
forelskede mig saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde
lade være at copiere Landskaber af Waterloo og
Swan-welt. Og da jeg fandt, at det ikke anstrengte mig
synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens fine Streger,
end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette mig
en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en
Række Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen
Tilfredshed, gik jeg til Naturen. Jeg kunde ikke sidde
ude, men fra vore Vinduer oversaae vi Kirkepladsen og
en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter, først
Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad
ved Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af
Domkirken og Pladsen, og var netop kommen ned til
Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen Umage med et
stort Asketræ, soni hang ud over Domprovstens Havemur;
da blev Døren slaaet høit op, og Vilhelm Marstrand traadte
ind. Jeg havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop
kommen tilbage fra sin første italienske Reise. Mens han
paa sin lette naturlige Maade gav Moder Haanden og
ruskede i mig, havde han allerede kastet sit Blik paa mit
Billede og udbrød: Nei see, kan du gjøre saadan noget!
Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tænkende paa
Asketræet, men meget forlegen over at være bleven
overrasket af et saadant Kunstnerøie; og Samtalen gik videre,
som om han aldrig havde været borte.
Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig
dog den bedste Glæde. Professor Blochs Familie ønskede,
at vi skulde tilbringe den hos dem, og Rectorboligen var
os altid et kjært Sted at komme. For mig var det ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
