Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De to Fæsterpiger - De to Fæsterpiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Elven. Goro havde før været forlovet med en af Søn
nerne paa Brændbakken, ved Navn Hans, som ogsaa
havde gjort sig vist Haab om at faae hende. Men Hans,
som var Soldat, blev udkommanderet, og da han for
modentlig ikke stolede videre paa Goros Bestandighed
— thi Goro var af et noget let og flygtigt Sind, — saa
formaaede han sin Ven, Estein Dalen, til under hans
Fraværelse at passe paa Gjenten, saa at Ingen imidler
tid skulde snappe hende bort; ligesom Estein og paatog
sig at besørge de Breve, som man ved Leilighed kunde
faae sendt Kjæresterne imellem. Estein passede ogsaa
godt paa; især gjaldt det om Lørdags-Kveldene, da Gut
terne stime omkring paa Lofter og Fjøshjelder allesteds,
hvor der er giftefærdige Gjenter. Han indfandt sig der
for stadigen hos Goro paa disse Aftener, snakkede med
hende om Hans og forhindrede at ingen Fremmed fik
utilbørligt Indpas. Men sig selv kunde han naturligviis
ikke stænge ude, og hvordan det nu gik til, saa snak
kede han med Goro saa længe om Hans, at denne om
sider ganske gik hende af Tankerne, og man fik sande
det gamle Ord om Bukken, som var sat til at passe
Havresækken. Da Hans kom tilbage fra Felten, gik det
ham, som det er gaaet saa mangen hjemvendende Sol
dat baade før og siden, han fandt sin Hjertenskjær som
en Andens Brud. Der hjalp ingen Paaberaabelse af ældre
Ret. Thi om end Goro, rørt ved Hans’s Fortvivlelse,
angrede sin Übestandighed og gjerne kanskee endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
