Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fixstjerner og Stjernebilleder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Naar vi mærkér os Tegningen af den lille Stjernes Bane, forstaar vi,
hvorledes Lysstyrken gradvis tiltager, naar sit Maximum og igjen gradvis
aftager.
Dette er altsaa Wilsings Hypothese, der er endnu en tredie:
Man har tænkt sig en Stjernes Sammenstød med en mindre Klode, —
en liden Solasteroide — der er styrtet ned paa det større Himmellegeme
og den derved paa et Punkt af Overfladen eventuelt opstaaede Varme er
ganske enorm og vilde være istand til at frembringe en betragtelig
Ophedning af Atmosfæren, forbunden med Forbrændelsesprocesser &i en
videre Omkreds.
Dette er altsaa Hypotheserne om nye og tildels foranderlige Stjerner
Det visse er, hvad Spektroskopet forteller, og det har altsaa hjulpet
Vogel til at inddele Stjernerne i de 3 Klasser med sine Underafdelinger,
som vi har hørt om, og til at bestemme Stjernernes Alder.
Vi husker, at Betelgeuze staar paa Overgangen til de røde Stjerner,
hgesom Prokyon staar rriellem de hvide og gule.
Flere Gange har det hændt, at man har fundet . en Stjerne, hvis
Spektrum ikke passede ind under nogen af disse Klasser med sine Under
afdelinger, men ved nøiagtig Undersø-gelse med Spektroskopet har det
vist sig, at man har faat fat paa en af de ydre Planeter — paa Uranus
eller Neptun.
Til den første af disse Klasser — til de hvide Stjerner — h^rer
altsaa den straalende Sirius, som vi nu maa tilbage til; dog er den ikke
yngst, vi husker, at Orionsstjernerne og Re gul us er yngre, saa kommer
Vega og endelig som No. 3 Siriusstjernerne, det vil sige Sirius’ sam
tidige.
I 1844 paaviste Bess el, at Sirius maatte ha en Ledsager, da dens
Egenbevægelse var meget uregelmæssig. I Januar 1862 blev denne af
Bess el theoretisk erkjendte Ledsager set af Clark jr., forst med en
18 Tommers Refraktor og senere med mindre Instrumenter.
Om Opdagelsen af denne Ledsager skriver Flammarion: »I 1844
foreslog Astronomen Bessel at forklare Uregelmæssigheden ved Sirius’s
Lø-b med Hypothesen om et usynligt, fredsforstyrrende Legeme tilhørende
Sirius’ ukjendte System, og i 1857 beregnede Peters den theoretiske
Bane, som bedst tilfredsstillede de observerede Uregelmæssigheder.
II Aar senere havde den amerikanske Optiker Al van Clark con
strueret den største og bedste Lindse, som nogen hidtil havde seet
(47 cm. i Diameter). Da hans Søn prøvende retter den mod Himlens
smukkeste Stjerne, raaber han: »Far, Sirius har en Ledsager».
Siden denne tilfeldige Opdagelse af Ledsageren, er den bleven iagt
taget, fulgt og maalt med Flid af en hel Del Astronomer, og det har
herved vist sig, at den virkelig gaar rundt Sirius.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
