Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Fiskerjænten
Signe rejste sig kort efter; sløret var for, så Petra
ikke våget at følge. Hun gik derfor senere. Men idag
sat atter alle tre sammen ved spisebordet; provsten talte
litt, men Signe var sky. Så snart provsten, der
øjensynlig vilde ha det forefallne på tale, kom med den
sagteste hentydning, unveg Signe så bly og fint, at
provsten måtte huske hennes mor — blev taus og
efterhånden sørgmodig. Der skulde så lite til.
Nu er der intet pinligere æn en mislykket
forsonings-prøve. Man rejste sig uten at kunne se like på
hvær-andre, æn sige takke. I dagligstuen blev det tilsist så
trykket at alle tre gjærne vilde gå ut igjæn, men ingen
først; — Petra for sin del følte, at gik hun, så var det
for bestandig. Hun kunde ikke gjænse Signe, når hun
ikke fik lov at ælske henne, hun kunde ikke tåle at se
provsten sorgfull for sin skyll. Men skulde hun rejse,
måtte hun avsted uten avsked; ti hvorledes kunde hun
ta avsked fra disse mennesker? Blot tanken derom jog
henne op i en bevægelse hun med yderste nød kunde
dæmpe.
Hvært minut som forlænger en sådan trykket stillhed,
hvori vi væn ter på hværandre, gjør den mere
uutholdelig. Man kan ikke røre sig, fordi man føler at det
mærkes; hvært suk høres, det høres også at en er
ganske rolig; ti det høres som hårdhed. Man kommer i
spænning, fordi der ikke siges noget, og man bæver
for at noget skal bli sagt.
Enhvær følte at dette øjeblik aldrig kom igjæn. De
murer man sitter og bygger op imellem sig, vokser, vor
egen skyll vokser, de andres vokser, vokser med hvært
åndedrag; snart er vi i fortvilelse, men snart i harm; ti
den der bærer sig således ad imot os, er ubarmhjærtig,
ond, ikke tåler vi det, ikke tilgir vi det, — Petra kunde
ikke mere, enten måtte hun skrike eller løpe!
Da lød dombjæller på vejen; snart såes en
ulveskinns-klædd mann i spiss-slæde med skyssgut bakpå at suse
forbi foran haven og in i gården. — Alle drog pusten
lettere og lydde efter befrielse! De hørte den kommen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
