Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Attalea princeps
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
65
i
Garschin : Fortællinger. c
spændte den alle sine kræfter. Jernrammerne kom
stedse nærmere og nærmere, og tilsidst berørte et
ungt blad det kolde glas og jern.
»Se, se,« sagde planterne, »hvor den har vokset
op! Er det muligt?«
Hvor skrækkelig den har vokset,« sagde
skovbregnen.
»Hvad, er det saa meget !«
»Hvis den forstod at vokse sig saa tyk som
jeg,« sagde den tykke cikade med en stamme saa
tyk som en tønde. Og hvorfor strækker den sig?
Den vil intet udrette derved, forsaavidt kan den
lade det være. Gitterne er solide, og glasset tykt.
Der gik endnu en maaned. Attalea blev høiere
og høiere. Endelig stemmede den sig haardt mod
rammerne. Der var ikke rum til at vokse videre.
Da begyndte stammen at bøie sig. Dens bladrige
top knækkede, de kolde jernstenger grov sig ind i
dens fine, unge blade, skar dem istykker og øde
lagde dem; men træet var haardnakket, beklagede
sig ikke for bladene, brød sig ikke om noget, men
pressede mod gitteret, som allerede begyndte at
give efter, uagtet det var af tykt jern.
Det lille græs fulgte kampen og var dødelig be
væget.
»Sig mig, gjør det virkelig ikke ondt? Hvis
rammerne er saa solide, vilde det da ikke være
bedre at opgive det?« spurgte den palmen.
»Ondt? Hvad betyder det, at det er ondt,
naar jeg vil ud i frihed. Har Du ikke selv op
muntret mig?« svarede palmen. .
»Jo, jeg har opmuntret; men jeg vidste ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
