Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaus Arvesen, 1830-1917
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
samtala, i det heile koma med spursmål. Det
fylgde alltid noko sokratisk med honom. Men
han og tok historieundervisninga på same måten
som dei andre tvo. Ein fast metode er det
vanskeleg å setja upp. Det kjem an på korleis både
læraren og elevane er og kor lang tid ein har.
Då Arvesen var 70 år, gav Ullmann denne
skildringa av honom som historielærar: «Og så
var det hans fortællinger av Norges historie!
Her var han første mand i landet. Slig som han
kunde fortælle om Asbjørn Selsbane eller Norge
i 1814 — jeg nevner disse to emner, fordi jeg seiv
hørte ham tale om dem, og de endnu står for
mig som prentet i mit minde — således tror jeg
ingen i mundtlige ord har tolket vor historie. At
Arvesen er en kunstnernatur, det har han vist i
sine digte, og det har brudt frem hos hans søn
Arve. Og kunstverker, på en gang poetiske og
plastiske, var disse hans sagafortællinger. Men
det, som dog måske slog en, når Arvesen fortalte,
var dette kavende norske bondehumør, som
byfolk sjelden har nogen anelse om eksisterer
en-gang, men som man snart, når man i omgang
kommer landsfolk nærmere ind på livet, forstår
er en af østlandsbondens sterkeste sider. Det er
dette humør, denne indvortes glade og
fornøie-lige latter, som Arvesen har taget i arv fra sin
smålenske bondebygd.»
Dei beste stundene i skulesalen på Sagatun
var når Arvesen i foredragstimane sine kom inn
4 — Fire folkelærar»r.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
