Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - f. Mennesker og typer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
305
samfundets ordbok og søker definitionen paa begrepet der. Et træk vi
finder igjen ogsaa hos Nietzsche, og som er eget for individualismens etik.
Den mand som lægger sin personlighet ind i en gjerning, den være saa
gal den vil, er ikke slet. De slette træffer man hos Ibsen først blandt
bifigurene. Han kan tale med sympati, eller ialfald med interesse baade
om Kain og om Judas Iskariot. Men anderledes blir tonearten der han
har for sig en skikkelse som bisp Nikolaus, han som »hatet hvert hoved i
dette land som høinet sig op over mængden«. Det slette kommer i dagen
som uvilje mot alt storverk i livet. Det er samme type som Nietzsche
haaner, det smaaskaarne individ som ikke vaager sig ut i kappestriden,
men er spændfuldt av nag og misundelse mot overmaalsmanden.
Samfundet som menneskene lever i — de slette som de brave — gjør
imidlertid gjældende visse krav, visse idealer, som forutsætter baade
offervillighet og almenfølelse hos individene. De slette er ræd for at støte an
og yder tilsynelatende sin tribut til moralen med buk og skraput; de er
hyklere, det vil si rædde, uten mot til at staa ved den individualitet som
deres gjerninger vidner om hos dem. Ibsen har gjentagende tat for
sig religiøst hykleri og social skinhellighet. Uten naade river han
masken av svindlerne. Med et oprigtig hat har han like fra han som ung
skrev i Andhrimner, forfulgt saadanne som sætter hopen i bevægelse,
praler med sin almenaand, men i virkeligheten bare er optat av sit eget
skitne jeg. Ibsen har ikke sparet paa farven naar han gir sig av
med disse skikkelser. Vi har de skinnende karikaturer i Vigeland,
snedker Engstrand, bisp Nikolaus; men ogsaa Stensgaard, Aslaksen og
forskjellige andre størrelser i »En Folkefiende«, »Samfundets støtter«,
»Rosmersholm« kommer farlig nær typen. Kanske er det rigtigere at ta
nogen av dem i en gruppe for sig som mennesker der er blit
skade-1 i dt paa en eller anden maate. De stiler ikke paa noget høiere i dette
indviklede og vanskelige liv end at balancere sig frem og nytte de chancer
som byr sig. Ibsen lar ikke leiligheten gaa unyttet til at fotografere
dem i fuld komisk belysning, nogen redaktører og journalister,
forenings-mænd o. 1.
Fra disse er overgangen naturlig til en næste gruppe. Ingen
inddeling av de Ibsenske skikkelser kommer hans inderste menneskevurdering
nærmere end den i individualtypen og samfundstypen. De som
netop blev skildret, hører endnu ikke egentlig til samfundstypen, de
repræsenterer dens karikatur. Indunder den virkelige samfundstype kan ogsaa
karakterer gaa ind, rigtignok ikke karakterer av større snit. Digteren faar
dem i dramaerne ikke høiere op end til nivaaet for bifigurene. Det er
Ibsens filistre. Saadanne mænd som Rørlund, Kroll, byfoged Peter Stock-
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 1918. No. 1. 20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
