Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - a. Utviklingsgang, berøring med filosofien; vekst som digter og tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
279
veileder i ungdomsaarene1. Det som har sat Ibsens digterfantasi i
bevægelse, er vel fremfor alt den overmenneskelige energi hos den romerske
desperado, hans ringeagt for samfundet og dets magtforhold. Stor blir
Catilina ved den brændhug som driver ham til at ta alle forhindringer i
dristige spring, uten tanke paa hvad som kommer til at ramle2. Ibsen
har ikke været mindre utaalmodig end den helt som foretrak døden fremfor
huslig lykke uten hæder. Paa alle punkter merker man en personlighet
i gang med at bygge op sin verden efter eget hode. Tidlig sværmet han,
ifølge vidnesbyrd av Due, for Voltaires deisme. Han var fritænker og
revolutionær i sit syn paa samfundet. Februarrevolutionen i 1848 hilste
han, apotekerlærlingen, sammen med nogen klubvenner i Grimstad, med
ildfulde taler. I Kristiania, der han snart efter drev det til at bli student,
traadte han i et visst forhold til den anarkistisk farvede Thraniterrørelse.
Hadde han levd i Rusland, saa vilde vel Sibirien blit hans skjæbne, som
den blev Dostojevski’s. Hans gode kamerat, student Abildgaard, maatte
betale sine oprørske teorier med tugthuset. At Ibsen slåp ut av historien
uten videre vrøvl, det kan han takke sin gode genius for.
Imidlertid, at Ibsen skulde dukke ned i praktisk agitationsarbeide, var
efter hele hans sindsretning utelukket. Han interesserte sig som iagttager
for de motstridende principper, og hans gjerning var færdig, naar han
hadde faat uttalt sin kritik. Det kommer i 50-aarene en del ting som i
særlig grad oplyser hans aandelige fysiognomi og lar os merke den
individuelle klangfarve i hans røst. I denne tid følte man i akademiske kredser
en sterk skuffelse over at den demokratiske opposition i stortinget svigtet
de virkelig frisindede principper. Her har vi vel den sterkeste historiske
berøring mellem norsk politik og tænkerutviklingen i tilfældet Ibsen. Ibsen
slutter sig til den radikale kreds av mænd som sympatiserte med Heine
og med førerne for det unge Tyskland, og som søkte et litterært
forbillede i »Korsaren« av Goldschmidt i Danmark3. I 1851 gik han som ung
student i lag med Botten-Hansen og digteren Osmund Olafsen Vinje og
gav ut en kort stund tidsskriftet Andhrimner, deri han boltrer sig saa det
er en lyst, i dristige teorier og politisk satire. Fra Ibsens pen har vi i
1 Schopenhauer som Ibsen fører det menneskelige skjæbnemaal ut mot idéen om en
forløsning. Eksistensen selv er en ulykke, livet en skyld. I den tanke møtes de begge smukt
med S. Kierkegaard. Bare at Kg. svøper tanken ind i det kristelige dogme om arvesynden.
2 Nietzsche sier (se 1. c. „Samtiden" s. 280): „Hos ethvert overmenneske maa findes et
hat, hevn og oprørsfølelse mot alt som er vakkert, og som eksempel nævner han
Catilina, præeksistensformen til enhver Cæsar". Catilina har, som det sees, fristet
individualister til specialbehandling.
3 Henrik Jæger, Illustr, norsk litteraturhist. bd. 2, s. 528 ff. Om Henrik Ibsens forhold til
„Hollænderkredsen" og Botten-Hansen efter 1857, da Ibsen efter Bergensopholdet igjen
slog sig ned i Kristiania, se G. Gran, Norsk aandsliv s. 166 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
