Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 4. Monrad og hegelianismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
239
sat mellem tilsynelatelsene og grundvæsenet ved tingene, skulde
overvindes, og romantikkens tænkere: Schelling, Fichte og Hegel mente at
komme over vanskeligheten ved et slags identitetsfilosofi med avgjort
fielding til spiritualismen. Hos Schelling har tilværet sit grundto i aanden.
Mens Hegd utviklet mere metoden fra Fichte og rykket tanken, idéen
frem i systemets forgrund. Hans filosofi faar med det et særlig slegtskap til
den hos Descartes, bare med den vigtige forskjel, at Descartes sluttet fra et
tænkende jeg til en jegtilværelse, mens for Hegel tænkningens tilværelse
tjente som bevis paa at tilværelsen var tanke. I den logiske maate Hegel
gjennemførte denne opfatning paa, laa den konstruktive kraft i hans
system, et system opfort saa konsekvent og avrundet saa fuldstændig at det
skal søke sin make i slegtens tankehistorie. Hans filosofi har faat navn
av den absolute idealisme. Slik som tingene ter sig, har de sin grund
i en almindelig idé, er aabenbaringer av den absolute fornuft. Den
absolute fornuft saa at si oplever sig selv; under sin objektive utfolding
virkeliggjør den en subjektiv tilværelse idet den tegner op sit eget væsen,
alt imens den skrider frem gjennem naturens lavere op til aandens høie
trin. Og filosofien blev videnskapen om dette absolute eller om fornuften,
slik som den trin efter trin kommer til at bli aabenbar. Vi møter paa
den maate videnskabelig set fornuften i 3 former, deri den dokumenterer
sig: som noget abstrakt, i tænkningen (logikken), som noget tilhyllet, i
naturen (naturfilosofi), tilsidst som den høiere enhet av tænkning og natur,
i aanden (aandsfilosofi).
Men til systemets karakteiistik maa endnu lægges til at denne lære om
den absolute fornuft tillike gjør krav paa selv at være en fornuftens
livsytring. Filosofien er fornuftens selvaabenbaring. At vise dette var
kunsten i Hegels saakaldte dialektiske metode.
Det var denne filosofi som omtrent uten konkurrance og med bare
ringe tillempninger indtok pladsen ved Kristiania universitet og blev
indholdet i den akademiske undervisning i faget næsten til aarhundredet gik
ut. Til Norge hadde bølgerne fra den tyske hegelianisme naadd frem endnu
før dens ophavsmand var død (1831); men systematisk indført i den blev
man først da Monrad tok fat. Da rigtignok ogsaa paa eftertrykkelig maate.
Han varetok hegelianismens interesser ved universitetet med nidkjærhet,
likesom en tro forvalter har tilsyn med det gods som er betroet ham. Man
kunde fristes til at bruke om ham det uttryk, at han bestyrte hegelianismen
i Norge. Først og fremst var han i ord og pen en herold for læren.
Monrads filosofi gaar i korthet ut paa dette: I sin inderste grund er til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
