Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 3. Det døde tidsrum. Schweigaards kritik over den spekulative filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
235
Holbergs sans for det reale i livet, for den konkrete virkelighet at ha vaaknet
igjen. I den videnskabelige undervisning i jurisprudens ved universitetet
blev rigtignok endnu den saakaldte naturret eller fornuftsret, især efter
den Kantiske eller Fichteske form, foredraget av Winter-Hjelm, Steenbuch
og U. A. Motzfeldt. Men allerede den unge Fr. Stang, docent, senere
lektor ved universitetet omkring 1830, indtar i sine forelæsninger med
uvanlig klarhet og konsekvens et nyt principielt standpunkt, kritiserer
læren om en apriorisk fornuftsret, beviser det urigtige i dens
almenfilosofiske forutsætninger, sætter moralproblemene i en klasse for sig og trækker
grænsen for retsvidenskapen op, saa den alene faar sit indhold i den
positive ret. Schweigaard kom paa en maate til at fortsætte dette teoretiske
frigjøringsverk. Bak hans lysende motlæg mot filosofiens tankeovergrep
og ordmisbruk brænder en reformatorsjæl. Han føler i sig kræfter til at
omskape det videnskabelige liv som han forefandt da han tok fat paa sin
akademiske lærergjerning1. I 1835 holdt han sterkt besøkte forelæsninger
om videnskapenes almindelige metode; som et revolutionerende forsøk paa
at føre ind en ny videnskabelig aand søker de sit sidestykke i vort
universitets historie2.
Saa velgrundet som denne avvisende holdning hos Schweigaard var
overfor misvekstene i datidens teoretiske liv, saa kan hans virksomhet ikke
faa bare ros Et svakt punkt i hans kritik av Sverdrups lærebok er det
at han akcepterer motstanderens teoretiske grundlag ved at forutsætte en
motsætning mellem den formale og den reale tænkning. Som om den
»formelle logik« overhoved med nogen mening kunde søke nogen gjenstand
utenom den reale tankevirksomhet som den tegner op formene for. En
slik misopfatning av problemet, som gjaldt forutsætningen rent almindelig
og ikke bare det arbeide han kritiserte, voldte at det motlæg S. kom med,
tilsidst formet sig til et angrep paa selve logikken; han provocerer sine
motstandere — d. e. lærerne i logik i det hele — til at vise, med en
eneste anvendelse av hvilkensomhelst av logikkens læresætninger, at den
gir en veiledning til tankerigtighet hvor den naturlige tænkning kunde være
utsat for at ta feil. Denne motsætning mellem naturlig og formal
tænkning er ikke grundet i saken selv. Logikken som videnskap er
eksistensberettiget, fordi det er trang til videnskabelig analyse og redegjør tilstede
paa hvert punkt der bevisstheten er virksom. Som naturlig gjenstand for
1 Hvor fri Schweigaard allerede tidlig følte sig overfor alle autoriteter, og hvor klart han
fra første stund har lagt sin plan om at reformere det videnskabelige liv i Norge, det
har vi et godt vidnesbyrd om i Otto Auberts breve s. 5 fg. Se Sofie Aubert Lindbæk,
Landflygtige, Kristiania 1910.
2 Smlgn. E. Hertzberg 1. c. s. 13 fg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
