Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 3. Det døde tidsrum. Schweigaards kritik over den spekulative filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
229
det gives læsere som føier tyngden av problemene. Men denne
forutsæt-ning var neppe i synderlig grad tilstede i det unge norske samfund.
Hadde man ikke faat tilskynding til filosofisk tænkning andensteds, saa var
det ikke meget som skulde friste en til nogen aandsdaad i den retning i
Norge, slik som forholdene der var. Livet hos folket maatte i mange
punkter gjøre et likefrem ferskt indtryk. Litet hadde man, aandelig set,
endnu at fare med. Her var ingen Ørsted, ingen Howitz, Kierkegaard,
Grundtvig eller Heiberg. I 1834 kom Welhavens Norges Dæmring, et
nødrop over mangel paa god smak og over aandelig tomhet,
kulturfattigdom hos folket. I de harmfulde vers findes linjer som med grund
kan fremdrages ogsaa her vi søker forklaringen paa den filosofiske
ufrugt-barhet.
I Norge har vi lykken paa det rene.
Her er et liv som i det vide rum,
Og intet klækkelig at kives om
Og ingen handling paa den hele scene.
For alvor snart og snart igjen av kede
Man spørger dog hinanden av og til,
Hvorfor da intet rigtig trives vil
I vore aandelige urtebede.
Man har dog følelse for folkets hæder,
Man savner stundom dog litt tidsfordriv
Og politik er hele vor erstatning.
Bort da med denne jammerlige list
At dække under pralende bravader
I tomme skrifter eller tomme gader
Den norske lunkenhed og statens brist.
Det sørgelige er at den tomme plads i bokskapet for tankevegtige
norske skrifter, den plads blev ikke fyldt ut med noget verk av filosofen
Welhaven. Det gaar jo ikke godt an likefrem at lægge en mand det til
last, at han ikke har virket som forfatter av filosofiske arbeider; men
unegtelig falder det et skjær av skjæbneironi over den uforholdsmæssige
betydning som Welhavens opgjør med Wergeland fik i norsk aandshistorie.
Man skal i folkenes nyere historie lete efter et sidestyke til dette eksempel
paa hvorledes et folks opmerksomhet kan gjennem aar bli holdt fangen
av en litterær, æstetisk, personlig motsætning mellem to digternaturer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
