Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - f. Angrep paa Hegels filosofi. Kierkegaards lære om bevægelsen, erindring, gjentagelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8
anathon aall.
H.-F. Kl.
efterpaa og repræsenterer i høiden et utsnit av tilværelsen.
Hovedforut-sætningen for en hegelsk verdensfilosofi brister paa denne maaten.
Tilværelsen maa være avsluttet i det evige førend systemet slutter sig av.
Mens K. saaledes gir det helt op at opfatte tilværelsens sum, tror han
til gjengjæld at ha forstaat dens mening. Meningen med tilværet er
indeholdt i den bevægelse som sker i det indre livs verden. Bevægelsen faar
da navn av handling, menneskelig gjerning. K. har her en let berøring
med Schopenhauer, som gjør viljen til tilværelsens princip, og videre med
Nietzsche, som fandt verdensgaaten løst i læren om vilje til magt. Paa
dette punkt i sin metafysik utfolder K. stor skarpsindighet som
psykologisk iagttager; fremfor alt har han øvet den sokratiske kunst at granske i
sin egen sjæl. Han opdager en menneskelig skrøpelighet som plyndrer
livet for en stor del av dets rigdom. Refleksion rykker ind i pladsen for
oplevelsen. Det som skulde være sak, omsætter individet i tanke. Paa
den maaten kommer man egentlig til at bli staaende utenfor virkeligheten
og dens bevægelser. Ens følelsesliv glir ut av livsstrømmen, og følgen
er at man egentlig narrer sig selv for livet. Refleksionen griper emnet
op, det emne som skulde være virkelighet, ikke bare tanke. Og tilværelsen
hules ut. K. oplevde dette under sin egen forelskelse. Noget som sikkert
var med paa at gjøre det livsforhold umulig som han hadde indledet med
de ærligste hensigter. Virkeligheten blegner i den stund det gaar
erindring i saken. Han klager over hvad han led under denne erindrings,
syke. Selv i det mest ømme livsforhold meldte den sig. Det som fyldte
hans sind, var ikke hvad han gav og mottok under det levende personlige
samvær, det var bare det som blev myntet ut i erindringens form1. K.
skildrer her et svakhetssymptom i den nyere tids individualistiske sjæleliv.
Naar det som sker med et menneske, ikke blir andet end emner for
erindringen, saa gaar man noksaa tomhændet fra det hele. Et visst tilskud
kommer det jo paa den maaten til tilværelsen, men bare for en enkelt
side, den rent æstetiske side av den. Hovedsaken er at ved at la
oplevelserne avsætte sig i stemninger smutter realiteten saa at si mellem
fingrene paa en. Man gaar tom ut av livet.
Er det ikke noget motmiddel mot denne fare? K. kjender ett. Han
utleder det av grundstørrelsen i virkeligheten, fra bevægelsens princip.
Midlet for at frelses fra erindringens vold er gjentagelsen, et
grund-begrep i K.s filosofiske ordbok. K. har skrevet en særegen studie om
begrepet gjentagelse i aaret 1843. Han kalder den et forsøk i den eks-
1 Se den let maskerte selvskildring i avsnittet om det den unge mand fortrolig
aabenbarer i skriftet Gjentagelse. Samlede Værker bd. 3 s. 175 ff. Smlgn. Arne Løchen,
Søren Kierkegaard, i Digtning og Videnskab 1913, s. 63 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
