Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 4. Romantikken i Danmark. Utviklingsfilosofi og individualisme - a. Den tyske romantik. Steffens. Olufsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
FILOSOFIEN I NORDEN.
IOI
geolog og naturhistoriker, og med individualistiske utsyner for egen
regning. Det sidste skal særlig fremhæves.
I de ord av Steffens der han taler om det individuelles plads i
verdenshusholdningen, er det noget av den energi som særkjender en original
tilværelsesopfatning i dens første tilsynekomst, og som særlig fortjener at
bli lagt merke til her som vi forfølger et idéhistorisk spor. I sin 4de
forelæsning (s. 61, 65) uttaler han at individualisation er et kjendemerke paa
høiere trin av livsformer. En saadan individualisation er allerede i
emning i den bevisstløse natur; men til fuld aabenbaring kommer den først
i menneskepersonlighetens indre. Der den ter sig frit, har naturen naadd sit
høieste. Just det individualiserende skaper det rike indhold og fører til
den største fuldkommenhet. Det trin som mest indeslutter naturens
uendelighet i sig, er det mest individuelle1. Steffens har med denne lære git
den filosoferende naturopfatning et eget sigtepunkt. Bare det individuelle
har interesse for videnskapen 2.
Det her meddelte træk er audsynt ved Steffens’ filosofiske personlighet.
Som Høffding har vist, er den aandelige paavirkning som Steffens øvet
paa sin ven Schleiermacher, særlig at søke i dette princip.
Ikke mindst interessant hos Steffens er den maate
individualiseringsprincippet hos ham blev forenet med utviklingstanken paa.
I sine Kjøbenhavnerforelæsninger (Indledning s. 65) refererer han til
sine Beitrage zur inneren Naturgeschichte der Erde 1 Teil og sier han
vil anstille nogen betragtninger over dyrerækken for at vise, hvorlunde
selv den utvortes form og dyrenes liv aabenbarer en kontinuitet i den
hele række og viser til en urtypus som synes at ligge til grund for
alle dyriske former. Faktisk ordner Steffens i sin naturskildring de enkelte
former efter deres formentlige fuldkommenhet, en fuldkommenhet han i
samhøve med sit grundsyn bestemmer efter princippet om en voksende
differensiering i vedkommende levevæseners bygning. De tanker han gjør
sig om de nærmere forhold, fremgaar av uttalelser som de paa s. 81 i
hans Indledning. Han nævner her at naturforskere mente, endda alt synes
at tale imot deres paastand, at der var en gradvis overgang fra en form til
en anden. Han henviser til Donati og Bonnet m. fl., som trodde at alle
dyrene dannet ved gradvis overgangen likelinjet række. Steffens selv kalder
det for et mistak, men ser i denne tanke en aning om den »gjennem hele
organisationen gaaende progressive dannelse«, som er hans og Schellings
1 Beitrage zur inneren Naturgeschichte der Erde, 1801 s. 273, citert efter Høffding, Den
nyere filosofis historie II, s. 193.
2 Grundzüge der philosophischen Naturwissenschaft, Berlin 1806 s. 36.
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 1918. No. 1. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
