Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Øvre Lokollo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kokata Mai sad stille, næsten angst og lyttede.
Svenskerens Stemme befriede sig under Læsnin-
gen for den første generte Tvang. Den hævede
sig og skjalv. Det susede gennem Versene, som
bløde Sommervinde, der bøjer Trætoppene. Det
blaanede for Kokata Mais Øjne, det grønnedes. Han
følte sig ombølget af stille Stuers Hygge. Der aab-
nede sig mindefyldte Dyb i hans Sjæl, om hvis
Existens han ingen Anelse havde haft længe.
Og Svenskerens Stemme steg, hans Ansigt blev
hvidt som Væggen, der stod Sved paa hans Pande,
og hans Øjne aabnede sig og stirrede.
Kokata Mai følte en isnende Kulde i sin Krop
og en bævende Fryd i sin Sjæl.
Hvad var dette?
Hvad var det, der klang gennem Versene, strøm-
mede ud af deres skjulte Væld, forvirrede ham’,
løftede ham, rev ham1med, græd og klang inden i
ham, aabnede hans Øren og fremmanede levende
Syner for hans Øje.
En hjerteskærende Sorg, en blødende Anger, en
raabende Længsel.
Kokata Mai syntes, han levede for første Gang
i umindelige Tider.
Slutningsverset kom, det der havde staaet ham
i Hovedet som en uløselig Gaade:
Du sena „kårlek, om om skaldens minne,
Hvar holl du till, nar du behofdes båst?
Svenskeren saa’ paa Kokata Mai med opspilede
Øjne. Hans Stemme var bristet i den sidste Linje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
