Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN SIDSTE DAG. PAS
Slægt har virket og vundet i sit lange Livsløb. Thi Intet
gaar tabt. Verdenerne følge efter hinanden i Tiden som i
Rummet. Ålt er evigt, Alt vender tilbage i det guddommelige
Skød.
»Betror Eder til mig. Kom! Lader os drage bort fra Jor-
den. «
Endnu medens den gamle Farao talte, følte de To deres
aandelige Væsen gennemstrømmes af ct lifligt Fluidum, lige-
som det undertiden sker, naar Øret opfanger en henrivende
Melodi. En Fornemmelse af stille, overjordisk Lykke udgød
sig i deres Aarer. Aldrig nogen Sinde havde en Drøm eller
en Ekstase hensat nogen Dødelig i en saadan Tilstand af
salig Nydelse.
Eva trykkede endnu en Gang Omegar i sine kraftløse Arme
og gentog: »Jeg elsker dig, jeg elsker dig!« Hendes Stemme
var nu kun som et svagt Pust. Hans Læber søgte hendes,
der var kolde som Is, og han hørte hende hviske, afbrudt
af Kuldegysninger: »Ak, hvor skulde jeg ikke have elsket
ham !«
Pludselig slog hun Øjnene op og fæstede Blikket stift paa
den skinnende Jupiter. Det var, som om dens Lys bragte
hende Syner fra en bedre Verden. Hendes Ansigt straalede af
overjordisk Henrykkelse. Ofte ser man jo et Skær af uudsige-
lig Fred lægge sig over en Døendes Træk i det sidste Øje-
blik, saa at han syntes, befriet for Lidelser, at slumre ind
til en dejlig Drøm. Saaledes forklaredes ogsaa den sidste
Kvindes Aasyn i guddommelig Glans. Hun rakte Armene op
imod Jupiter og udbrød med Begejstringens Styrke:
»Ja, dér er den jo, den Sandhed, du har ladet mig ane.
Hvor de er smukke! I udødelige Aander, jeg hører Eder til!
Dér er ingen Død — dér er en Trøst for Alt — og Omegar
er med mig. Vi skal leve — leve — altid leve.«
Hun vendte sit stirrende Blik mod Omegar, men saa’ ham
ikke. »Ja,« sagde hun, »han er med mig. Vi lever. Lykken
bestaar i at leve Livet — det evige.«
Med en overmenneskelig Anstrengelse havde hun rejst sig
op, som vilde hun flyve ud i Himmelrummet. Men hun
vaklede, drejede sig rundt og sank tilbage i Omegars Årme.
Hun var død.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
