Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 22. Det jagede Vildt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506
han kommer hen imod mig, kan jeg ikke se ham og styrte
mig over ham! Domnule, Gud er med Dig! Væv mo-
dig! Gid min Marioras Sjæl« maa føre Din skarpe
Klinge og fordunkle hans Øjne! Hører Du ham nu
nærme sig?«
Man kunde ogsaa allerede se ham, Den høje, man-
dige Skikkelse kom med lette, elastiske Skridt ned ad
Klippen, som beskinnedes af Maanen, fra Top til Taa
indhyllet i den lange, sorte Atlaskes Kappe. ,
Szilard saae ham Skridt for Skridt nærme sig Møllen,
under hvis Veranda han havde skjult sig bagved en Sojle
og ventede.
J det Øjeblik, da han saae Skikkelsen, greb i Stedet
for den tidligere Angest, et vidunderlig resolut Raseri hans
Hjerte, saaledes som kun de kjende det, i hvem Blodet be-
gynder at koge, naar de staa lige over for den sjeblikkelige
Fare. Nu var han ikke mere bange for ham, nu længtes
han efter at støde sammen med ham-
Den blinde Juon stod ved Siden af ham og trykkede
hans Haand. Begge taug. Naturen var endog saa rolig,
som om Vinden var død. Kun Skridtene, der nærmede
sig, gav drønende Gjenlyd.
Den sorte Skikkelse havde allerede betraadt Brer;
den kom med sikre Skridt ud til Midten as den, der
gjorde den endnu et Skridt, og Broens Bræt faldt ned
med den, og den sorte Mand styrtede med et uvilkaarligt
- Udraab i Vandet.
»Styrt Dig nu løs paa ham, Herre!« hviskede Juon
«til Szilard, som i hint Øjeblik troede, det var Fejghed at
angribe et Menneske, naar han ikke kunde værge sig, selv
om det ogsaa var en Røver. Og nu lod han ham komme
rigtig op paa denne Side af Strandbredden. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
