Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Beretninger - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
have med hinanden 1 Barn ilive foruden 2 døde. Allerede ifjor Høst
kom de til Provsten med Ønske om Ægtevielse, og de gjennenmvandrede
Landviks og Øiestads Sogne for at skaffe Forlovere. Men medens
dette stod paa, bleve de, Gud veed efter hvis Anmeldelse, tiltalte og
dømte for deres Konkubinat til 15 Dages Vand og Brød.
Forgjæves paaberaabte de sig Provsten, og forgjæves fremstillende denne
sig for Retten og forklarede Omstændighederne, samt at han søgte om
Bevilling for dem til at vies efter Ed, uden Forlovere. De bleve
som sagt dømte. „Og efter udstaaet Straf have de været hos mig,
de arme Stakler, høist elendige af Udseende. Han gik i Skjorteærmer,
da han var sluppen ud af Arresten uden at eie en Trøie. Jeg fik
Lidt paa ham, og nu vandre de atter om, indtil jeg faar Afgjørelse
paa Ansøgningen. Jeg har stævnet dem og de øvrige Par hid om
5 til 6 Uger.“
Ved Talen om denne Tilstrømmen af Fantefolk, som begjære
Hjælp, yttrer Provsten i Skrivelse af 18de Mai: „Det er isandhed
gode Tegn. Jeg synes at spore mere og mere Lyst hos Fantefolket
til at lære Guds Ord, og jeg har maattet bortgive Testamenter og
Katechismer, saalænge jeg havde nogen. Tilmed møde de mig med
megen Velvillie, og naar de se mine Børn, kjæle de for dem og kunne
ikke noksom vise dem Godhed. — Kjærlighed og Taalmodighed maa
der til; de kunne vindes, og jeg er fast forvisset om, at de ville blive
vundne Tid efter anden; men hertil udkræves gjennemgribende
Forholdsregler.“
Herom fremsætter Provsten sin Mening væsentlig saa:
1. Dersom ikke Kommunen sikkres for, at de af Staten
understøttede Fanter ikke skulde erhværve Hjemstavnsret, ville Almuerne
modsætte sig deres Bosættelse. Derfor en Lov om, at den bestaaende
Bestemmelse om Hjemstavns Erhværvelse med 3aarigt Ophold ikke
gjælde for Fanter, som nyde Understøttelse af Statskassen.
Almuerne nære Uvillie mod Fanterne og tildels Frygt for dem.
Den sidste bevirker, at de baade faa Hus og Føde; men
Christen-Kjærligheden har lidet dermed at skaffe. Fanterne ere heller ikke
elskværdige i deres Optræden; om der end paa disse Kanter sjelden høres
om større Forbrydelser af dem, saa tigge de dog og rapse, hvor de
kunne. Det er en stor Skat paa Almuen. I et Bryllup i
Heirefos, hvor Provsten var tilstede, samtalte han meget med Bønderne om
dem, og de erklærede som med en Mund, at hver Mand gjerne gav
en Daler om Aaret for at slippe Fanterne. „Jeg tror det — og tænk,
hvad dermed kunde udrettes!“ Nu vil vistnok, saa fortsætter Provsten,
hin Uvillie svinde noget, naar flere og flere Fanter konfirmeres omkring
i Bygderne; Folket vænner sig da til at se og høre dem ved
Katechisationerne i Kirken, og man vil vinde godhed for dem, naar man
mærker, at ogsaa de kunne lære Noget og føle Trang dertil! Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
