Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Taterreligion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folkesagn, som gjælder for afgjort Sandhed, og som siger, der
gives i Verden 72 Religioner og en halv, og denne halve
er Taternes. — En halv Religion! Der have vi det rette
dunkle Udtryk for en saa dunkel Ting. Taterfolkets Sjel
rummer ikke mere end en halv Religion. I Alt, hvad der hører
til det udvortes Menneske, røber Tateren ypperlige Evner;
hans Forstand og Kløgt overgaar de fleste andre Menneskers,
ligesom Rævens List overgaar de andre Dyrs; denne Kløgt kan
ogsaa være parret med Heftighed og Iver; det ser man i
Tatermoderens Omhu for hendes Børn, der minder om Dyrets
lidenskabelige Ømhed og fortvivlede Kamp for dets Unger.
Men dette raske, rastløse Liv er tillige saa tomt, saa
usammenhængende; der er saa megen Letsindighed, Ustadighed i
Taterens Væsen. Han fatter hurtigt nok, hvad andre kunne sige
ham om Gud i Himmelen; men han mangler den alvorlige
Sands, som skulde fastholde den høie Lære; den dybe Længsel,
hvormed han skulde hæve sit Blik op over Sandseverdenens
Forfængelighed, er ikke vaagnet hos ham; den Gemytlighed,
hvori Guds Ords Sæd vil spire og bære Frugt, er hos ham
saa overmaade ringe. Det er Taterens „halve Religion,“ at
hans Samvittighed er saa overmaade sløv, som en slap Streng,
der vanskelig vil give Lyd, at hans moralske og religiøse Evne
er — ikke just aldeles borte, men indskrænket til det
alleryderligste Minimum.
Men efter alt dette vil man ikke uden Forundring høre
min i det forrige Kapitel omtalte Hjemmelsmand, Frederik
Larsen, berette om et ganske fuldstændigt Hedenskab, som de
norske Tatere skulle have havt imellem sig. Hans Beretning var
følgende: Dengang Taterne endnu boede i sit Fædrehjem,
Byen Assas i Assaria (se S. 20), sendte baro devel
(den store Gud) sin Søn, Dundra, i et Menneskes Skikkelse
til dem for at aabenbare og i en Bog opskrive for dem sin
Lov — den hemmelige Lov, som Taterne endnu følge hele
Verden over; derpaa steg Dundra op fra Jorden, satte sig i sit
Rige, Maanen, og hedder fra den Tid Alako. Der er ellers
to Sagn imellem de Gamle i Folket om, hvorledes dette gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
