Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
staaet for sig selv, og de lagde ikke Merke til, at han blev saaret.
»Der kom en Haand ud med Guldring paa,« sagde Gissur, »og tog
en Pil, som laa paa Taget; der vilde vel ikke blive ledt ude efter
Vaaben, dersom der var nok inde; lad os nu gaa frem igjen.« »Lad
os brasnde ham inde,« sagde Mord. »Xei, det skal aldrig ske,«
sagde Gissur, »ikke, om det gjaldt mit Liv. Det er vel ikke
van-skeligt for dig at hitte paa et Raad, saa slu Mand som du er holdt
for at vare.« Der laa nogle Reb paa Volden, som havde vaeret
brugte til at faste Husene med.1) Mord sagde: »Lad os tage
Rebene, slynge dem om Aasendernc og kaste Lakkerne om store
Stene, satte Vindestokker i og vinde Taget af Skaalen.« De tog
Rebene og gjorde alle disse Anstalter, og far Gunnar merkede nogen
Ting, havde de vundet hele Taget af Skaalen. Han skjad dog med sin
Bue, saa de aldrig kom ind paa ham. Da foreslog Mord endnu en
Gang, at de skulde brande ham inde. »Jeg ved ikke, hvorfor du
vil komme med det, som ingen anden vil,« sagde Gissur; »det skal
aldrig ske.« I samme Stund lober Thorbrand Thorleikssan op paa
Vaggen og hugger Buestrengen af for Gunnar. Gunnar greb
Atgei-ren med begge Haender, vendte sig i en Fart mod ham, drev den
igjennem ham og kastedc ham ned paa Volden. Da lob hans Bror
Aasbrand op. Gunnar stak efter ham med Atgeiren; han holdt
Skjol-det for sig, men Atgeiren gik igjennem det, saa begge hans
Underarme knustes, og han faldt ned af Vaeggen. Gunnar havde for
saaret otte Maend og drabt to; nu fik han selv to Saar, men det
sagde alle, at han ikke forandrede en Mine hverken for Saar eller
Bane. Han sagde til Hallgerd: »Giv mig to Lokker af dit Ilaar,
saa snor du og min Mor dem sammen til en Buestreng til mig.«
»Gjalder det dig noget?« spurgte hun. »Det gjalder Livet,« sagde
han, »thi de skal aldrig komme mig nsr, saalange jeg kan bruge
Buen.« »Da skal jeg nu mindes dig Kindhesten, du gav mig,’« sagde
hun; »jeg er lige glad, enten du verger dig lange eller kort.« »Hver
har sin Maade at gjore sig navnkundig paa,« sagde Gunnar, »og jeg
skal ikke ¡ange bede dig om dette.« Rannveig sagde: »Et
Umen-neske er du, og din Skam skal lange mindes.« Gunnar vergede
sig vel og berammelig; han saarede endnu otte Mand med saa store
Saar, at mange var nar ved at faa sin Bane deraf. Han vergede
sig, indtil han faldt af Modighed; de gav ham mange store Saar,
men alligevel kom han sig ud af deres Hander og vergede sig
*) 1 Stormveir.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
