Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
POLIKUSCHKA 93
lød Snedkerkonens Stemme gennem Bræddevæggen, saa snart
Polikej var kommen udenfor.
Snedkerkonen havde haft en varm Batalje paa Morgen-
stunden med Akulina i Anledning af, at dennes Børn havde
væltet en Krukke Lud for hende, og hun frydede sig derfor
højligen, da hun hørte, at Polikej skulde op til Herskabet, idet
hun gik ud fra, at det ikke var for det godes Skyld. Og da
hun var en udspekuleret, ondskabsfuld Kælling, var det hende
en ren Glæde al kunne saare og pine ham under Venskabs
Maske,
»I skal vel ind i Byen og gøre Indkøb for hende?« ved-
blev hun. »Jeg antager, at hun har Brug for en sikker Mand
og derfor vil sende jer. Kommer I derind, saa køb mig et
Fjerdingspund Te med det samme, Polikej Iljitsch.«
Akulina holdt Taarerne tilbage, men hendes Læber for-
trak sig til et hadefuldt Smil. Hun havde den største Lyst
til at fare ud og trække den afskylige Snedkerkone i Haa-
rene, men da hun saa kom til at tænke paa, at hendes Børn
maaske snart skulde miste deres Støtte, og at hun selv vilde
komme til at staa ene og forladt i Verden, glemte hun sin
slemme Fjende, skjulte sit Ansigt i Hænderne og sank om
paa Sengen.
>»Av, av, lille Mor, du klemmer mig jo helt flad,« klyn-
kede en af Smaapigerne og søgte at frigøre sig for Moderens
Albue.
»Aa, gid I var kreperede allesammen! Det var kun til
Ulykke, at jeg fødte jer!« skreg Akulina og hulkede højt, til
stor Glæde for Snedkerkonen, der endnu ikke "havde glemt
den Ærgrelse, hun havde haft paa Morgenstunden.
IV:
Der gik en halv Time. Den lille i Vuggen begyndte at
skrige, og Akulina rejste sig og gav den at drikke. Hun græd
nu ikke længer, men fæstede sine Øjne paa det nedbræn-
dende Lys og hengav sig til sørgmodige Belragtninger. Hun
spurgte sig selv, hvorfor hun havde giftet sig, undrede sig
over, al de hvert Aar havde Brug for saa mange Soldater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
