Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 64 —
lodrette, men smale Fossen; ovenfor stod endnu
Furulien og varmet sig mot Solsiden.
En Fossekall, hvit og svart, kom heftig skrikende
og hængte sig i Fjeldvæggen litt, der hadde den
Reir og kaldtes for Fiskelite, sa Torgun.
Efter nogen Kast med Fluerne tværrbuet Stangen
sig og Snellen svirret; bare Kulpen ikke naar ned til
Australien, sa Even, for saa har jeg ikke Snøre nok.
Hun stod i stor Spænding: nei nei, nu gaar da denne
elendige tynde Stangen hans snart, tænkte hun.
Aa, jeg som glemte Haaven, sa han, men
egentlig var han gaat fra den, fordi han var overtroisk
og trodde at hadde han Haav fik han ingen Fisk;
og maatte arbeide trutt og længe før Ørretten lot
sig leje tillands.
Han fik straks tre pene Fisker, men saa var det
pludselig ikke et Nap at kjende. Det var Midnat.
Ja, saa nører vi op St. Hans-varmen her, sa
Even, saa turer vi to litt. —
De bygget Ovn av Heller og satte Kjelen paa;
hun passet Varmen mens han forsynte Fiskegrejerne.
Han saa paa den vidunderlige tvelysning hun
kom i, naar hun bøjet sig og puslet med Nyingen;
han følte en Stilhet derved, saa dyp og ny, sig
selv saa lykkelig fjernt fra Dagene som svandt;
fra Angst og Savn som gjorde ham gammel i de
unge Aar.
Over Skaret var Himmelen blaagraa Nat; det
lyste violet Singel kring Dammen
Torgun stod der liketil og saa alvorsstemt frem
o o
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
